Rambøll realiserer omsætningsvækst på 24 procent i første halvår

Rambøll Gruppen har haft vækst i første halvår af 2019, men opkøbet af amerikanske OBG trækker ned på driftsmarginalen.
"Som forventet trækker erhvervelsen af OBG midlertidigt vores driftsmarginal ned. Vores generelle forretning er dog god,” udtaler Jens-Peter Saul, koncernchef i Rambøll. | Foto: PR/Rambøll
"Som forventet trækker erhvervelsen af OBG midlertidigt vores driftsmarginal ned. Vores generelle forretning er dog god,” udtaler Jens-Peter Saul, koncernchef i Rambøll. | Foto: PR/Rambøll
AF JULIE THOMSEN

Omsætningen i den danske ingeniørkoncern Rambøll stiger med 24 pct. til 7 mia. kr. i første halvår af 2019 sammenlignet med samme periode sidste år.

Organisk vækst falder med 3,2 procentpoint til 3,9 pct., mens driftsresultatet før goodwillnedskrivninger (EBITA) stiger med godt 12 pct. til 308,5 mio. kr.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Rambøll om halvårsregnskabet mandag morgen.

”Rambøll fortsætter den stærke vækst med god performance i Storbritannien og Norden samt i vores globale forretningsenheder for vand, transport og byggeri. Det glæder mig også at se, at integrationen af OBG forløber som planlagt, og at vores fælles kompetencer har resulteret i flere projekter end forventet i vores første halve år sammen,” udtaler Jens-Peter Saul, koncernchef i Rambøll, i meddelelsen.

Antallet af medarbejdere steg globalt med 9 pct. til 15.500 især som følge af opkøbet af den amerikanske rådgivende ingeniørvirksomhed OBG.

Det har påvirket driftsmarginalen, der falder til 4,4 pct. mod 4,8 pct. i samme periode sidste år.

”Som forventet trækker erhvervelsen af OBG midlertidigt vores driftsmarginal ned. Vores generelle forretning er dog god, og når vi justerer for effekten af forhold, som ikke gjorde sig gældende i 2018, er vores driftsmarginal højere end sidste år,” udtaler Jens-Peter Saul.

Justeret for forhold, som ikke gjorde sig gældende i 2018, er den underliggende driftsmarginal 0,4 procentpoint højere end samme periode sidste år, fremgår det.

Jens-Peter Saul oplyser i meddelelsen, at integrationen af OBG går efter planen, og at det allerede er lykkedes at drage fordel af opkøbet. Rambøll og OBG har blandt andet vundet et projekt om genopbygning og forbedring af Lake Ontario og St. Lawrence River i Nordamerika.

Af andre større projekter, der er på vej, nævner Rambøll opførelsen af tre nye DSB-værksteder i København, Aarhus og Fredericia, en ny pumpestation i Trondheim i Norge samt planlægningen af en ny generation af højhastighedstog i Sverige.

Ingeniør- og rådgivningsvirksomheden Rambøll blev grundlagt i 1945 og beskæftiger i dag godt 15.500 medarbejdere på verdensplan.

I Storbritannien skal Rambøll være rådgivende ingeniør på to store boligprojekter i bydelen Wandsworth i det centrale London bestående af 950 lejligheder og tilhørende butikker, caféer og fitnesscenter.

Rambøll, der har 300 kontorer fordelt på 35 lande, er primært ejet af Rambøll Fonden, der har som hovedformål at tilgodese den langsigtede udvikling af virksomheden. Rambøll Fonden ejer 98 pct. af aktierne i Rambøll Gruppen, mens medarbejderne ejer 2 pct.

Cowi-overskud dykker over 85 pct

Rambøll udnævner ny global direktør til at stå i spidsen for byggeriforretningen

Rambøll bliver hovedrådgiver på letbane-projekt til 2,3 mia. kr.

Årstiderne Arkitekter og Sweco skal opføre helt ny bydel i Horsens 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også