Ejendomsrådgiver henter erfarne kræfter hos CBRE

Ulla Nielsen er tiltrådt som ny ejendomsstrateg hos ejendomsrådgiveren Gottlieb + Partners med hjemsted i Hørsholm, oplyser virksomheden, der blev stiftet i december 2017.
Hun kommer fra en stilling som sagskoordinator hos CBRE og har tidligere været hos blandt andre Gaarde Erhverv, der i dag er sammenlagt med EDC Erhverv Poul Erik Bech. Samlet har hun mere end 20 års erfaring med ejendomme, fremgår det.
"Ulla skal sammen med det øvrige team bidrage til fortsat vækst og udvikling og sikre, at vores kunder får højeste service- og kvalitetsniveau i alle løsninger," siger Thomas Gottlieb, der er partner i Gottlieb + Partners, i en meddelelse.
Virksomheden yder efter udsagn professionel rådgivning til mellemstore og større virksomheder om alt fra salg, udlejning, sagsbehandling og administration af erhvervsejendomme.
Erhvervsmægler udvider ejerkreds med chef fra Red Cushman & Wakefield
CC Property hyrer nye kræfter i jagten på vækst