
Erhvervsmanden Erik Skjærbæk overvejer at droppe planer om et byggeri på havnefronten i Svendborg, efter byens borgmester, Lars Erik Hornemann (V), er kommet i mindretal i byrådet. Her vil et flertal ikke tillade byggeri, der noget sted er højere end 15 meter. Det skriver Fyens Stiftstidende.
"Vi afventer, at det bliver mere klart, hvad politikerne mere præcist mener med højdekravet på 15 meter. Før kan vi ikke sige, om det er op eller ned med projektet. Men hvis højdekravet umuliggør den fjerde etage, og hvis vi dermed kun kan bygge i tre etager, bliver byggeriet presset så meget på rumhøjden, at der ikke bliver plads nok til erhverv i stueetagen," siger Sten Klarskov, direktør i Erik Skjærbæks ejendomsselskab ES Ejendomme, til Fyens Stiftstidende.
Han påpeger også de udfordringer, som en lavere byggehøjde kan have for den planlagte parkeringskælder i ejendommen. Vanskeligere tilkørselsforhold, færre parkeringspladser og en dybere parkeringskælder kan alle være faktorer, der vil gøre projektet urentabelt, siger Sten Klarskov.
Erik Skjærbæk købte tidligere i år en gammel vejerbod på Jessens Mole 3A, som kommunen har haft til salg i et udbud, for 1,1 mio. kr. Opkøbet er Erik Skjærbæks fjerde i området omkring havnen i Svendborg siden april sidste år. Han har indtil videre investeret godt 22 mio. kr. i området og vil investere op imod 100 mio. kr. i nyt boligbyggeri.
Mere fra EjendomsWatch
Trods underskud, påbud og likviditetskrise: Roof-topchef øjner "en god løsning"
Roof Management-ledelsen kunne ikke have gjort ”så meget anderledes” og dermed undgået den nedadgående spiral, der nu har ført til et påbud fra Finanstilsynet. Det fortæller adm. direktør og medejer til EjendomsWatch. 2021 blev endnu et tabsgivende år, hvor en ny investeringsplatform desuden er lagt ”på køl.”