Fynsk oliefamilie investerer i nye kontorbygninger til 400 mio. kr.

Via selskabet Selfinvest vil Torben Østergaard-Nielsen med familien opføre et 12.400 kvm stort kontorområde i Middelfart på Fyn. Totalentreprisen står NCC for.
Tre nye kontorbygninger skal stå klar i Middelfart i foråret 2026. | Foto: Illustration: Rasmusrasmus
Tre nye kontorbygninger skal stå klar i Middelfart i foråret 2026. | Foto: Illustration: Rasmusrasmus

På vegne af investeringsselskabet Selfinvest skal NCC opføre ny kontorbygning på 12.400 kvm i Middelfart nær Lillebæltsbroen. Det skriver NCC i en pressemeddelelse.

Byggeriet, der tidligere er omtalt i 2021, påbegyndes allerede i oktober, og de nye kontorer forventes at stå klar til indflytning i foråret 2026. 

Bag investeringsselskabet står den Middelfart-bosatte mangemilliardær Torben Østergaard Nielsen, der har skabt sin formue gennem oliehandelsvirksomheden Bunker Holding, og dennes to døtre, Mia og Nina Østergaard Nielsen.

Opgaven udføres af NCC som en totalentreprise til 630 mio. svenske kr. svarende til ca. 400 mio. kr.

”Sammen med Selfinvest og de rådgivere, der var en del af processen, har vi skabt et flot kontorbyggeri med høj kvalitet. Vi glæder os til at sætte skovlen i jorden på denne unikke placering ved siden af Lillebælt,” udtaler Catarina Molén-Runnäs, forretningsområdechef hos NCC Building Nordics. 

Med ca. 12.400 kvm i alt består projektet af tre hovedbygninger på mellem fem og syv etager, der i alt rummer 600 arbejdspladser og fællesfaciliteter som spisestue, mødelokaler og teknikrum. 

Under bygningerne bygges en kælder og et parkeringshus på ca. 7000 kvm. NCC har også fået til opgave at bygge udemiljøerne omkring kontoret.

Projektet udføres med ambitionen om, at bygningerne bliver certificeret efter DGNB Guld og DGNB Hjerte, fremgår det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også