Vinder fundet til at udvikle Frederiksberg Hospital

Tre hold rådgivere ud af oprindeligt 18 har konkurreret om at lave den bedste plan for at udvikle Frederiksberg Hospital, når området rømmes. Nu er vinderholdet fundet med bl.a. Effekt, Arkitema og Cowi. (Opdateret)
Foto: PR / Frederiksberg Kommune
Foto: PR / Frederiksberg Kommune

Det bliver arkitekterne fra Effekt, der med bl.a. Arkitema og Cowi som underrådgivere, vinder opgaven med at udvikle Frederiksberg Hospital til et nyt bykvarter. Det skriver lokalmediet Frederiksbergliv.

Det står klart, efter at Frederiksberg Kommunes borgmester Michael Vindfeldt (S) sammen med rådmand Lone Loklindt (R) mandag eftermiddag afslørede vinderen ved et arrangement foran hospitalsgrunden.

”Med Team Effekts forslag får vi også en ny stor park, Hospitalshaven, som et grønt hjerte i midten af Hospitalsgrunden. Det bliver fantastisk med en ny destination på Frederiksberg, hvor man kan slå sig ned for en stund og nyde de smukke omgivelser i en grøn oase midt i byen,” siger Michael Vindfeldt ifølge lokalmediet.

I en efterfølgende pressemeddelelse udtaler Lone Loklindt:

”Det allervigtigste for mig er at vi sætter barren for miljø og klima ekstraordinært højt for både byggeproces, anlæg og drift. Vi vil sætte nye standarder for bæredygtigt byliv. Når man om 15-20 år går rundt i denne bæredygtige bydel, er det min drøm, at vi ser et kvarter, der lever, har masser af kunst, kultur, idræt, sundhed og bevægelse, men hvor vi også har sat nye standarder for fællesskabsorienterede boformer, herunder en revitalisering af andelstanken. Med dette vinderforslag er sporene lagt til, at den drøm kan blive til virkelighed.”

Tue Hesselberg Foged, grundlægger af Effekt, er selvsagt tilfreds med anerkendelsen:

”Vi er meget stolte og beærede over at få lov til at arbejde med at udvikle Frederiksberg Hospital til en bydel for alle. Frederiksberg Hospital emmer af mere end 100 års historie med smukke bygninger, enorme trækroner og særlige steder. Derfor har vi udviklet en plan hvor det nye gror ud af det gamle, hvor de eksisterende bygninger og træer bevares og danner rammerne for ny udvikling.,” udtaler han.

Han påpeger, at bydelen stort set vil blive bilfri i fremtiden, at asfalt erstattes med nye grønne områder og at en ny park, Hospitalshaven, vil invitere ”hele byen indenfor.”

”Vi glæder os rigtig meget til at hjælpe Frederiksberg Kommune og borgere med at skabe et grønt fyrtårn, der kan være med til at vise vejen for, hvordan vi kan bo sammen og leve bæredygtigt i vores byer,” lyder det videre.

I alt 18 rådgiverhold bød tilbage i 2021 ind på opgaven, og siden blev tre hold udvalgt til parallelopdrag:

  • Team Vandkunsten med SLA, Rønnow Leth & Gori, Cushman & Wakefield Red, Substrata, Valentin Trafikplanlægning, Danish Energy Management og Envidan.
  • Team Sleth med Cubo, Moe, Schul Landskabsarkitekter, Smith Innovation, Michael Soetmann og Claus Bech-Danielsen.
  • Team Effekt med Arkitema, Cowi, Gemeinschaft og Creator Projects.

Det nuværende Frederiksberg Hospital lukker med udgangen af 2026, hvor afdelingerne flytter til Bispebjerg Hospital, hvor der bygges nyt.

Team Effekts forslag kan ses i sin helhed via dette link.

(Artikel opdateret 28. juni med yderligere oplysninger.)

Nyt boligudspil skal gøre det billigere at bo på Frederiksberg

Frederiksberg Kommune tabte millioner på salg af attraktiv metrogrund

Ny borgmester smider entreprenør på porten

Frederiksberg rykker nærmere helt nyt bykvarter med trecifret millionhandel

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også