Ekstra forbindelse over Øresund vil koste statskassen 14 milliarder

En fast vej- og jernbaneforbindelse mellem Helsingør og Helsingborg kan ikke alene betales af brugerne, viser analyse.
En fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg bliver ikke uden omkostning for statskassen, viser ny analyse. Her et glimt fra Rungsted Kyst, 15 km syd for, hvor tunnelforbindelsen påtænkes at gå i land. | Foto: Jens Dresling
En fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg bliver ikke uden omkostning for statskassen, viser ny analyse. Her et glimt fra Rungsted Kyst, 15 km syd for, hvor tunnelforbindelsen påtænkes at gå i land. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

I dag skal man en kort smuttur med færgen, hvis man vil krydse fra danske Helsingør til Helsingborg i Sverige. Men det er muligt at bygge tunnel med fast vej- og jernbaneforbindelse, som vil skære rejsetiden ned.

Problemet er bare, at det vil koste staten godt 14 milliarder kroner i tilskud.

Det viser en strategisk analyse, som Vejdirektoratet og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har udarbejdet i samarbejde med den svenske styrelse Trafikverket.

"I modsætning til Øresundsforbindelsen, hvor vej- og banedelen er fuldt brugerfinansieret, vil det kræve et betydeligt tilskud at bygge en forbindelse for både vej og bane her," siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Transportministeren er derfor endnu ikke klar til at melde ud, om forbindelsen er på regeringens liste over projekter, man mener skal gennemføres.

"Der er mange gode og vigtige infrastrukturprojekter i hele landet, som vil indgå i de kommende forhandlinger om de næste ti års investeringer i infrastruktur. Det er her eventuelle ønsker om at se nærmere på en HH-forbindelse kan drøftes," siger Benny Engelbrecht.

Ifølge analysen vil en forbindelse med både vej og jernbane blive så dyr, at brugerne ikke kan betale den alene. En ren vejforbindelse vil dog kunne brugerfinansieres, så staten ikke skal have penge op af lommen.

Hos Greater Copenhagen, der er en samarbejdsorganisation for vækst og udvikling, ser man dog ikke behov for lang betænkningstid.

Managing Director Tue David Bak fremhæver, at Øresundsbroen har skabt grundlag for en "fælles dansk-svensk metropol" med "global konkurrencekraft".

"Derfor har vi brug for flere Øresundsforbindelser, som kan knytte os tættere sammen og gøre os konkurrencedygtige internationalt. Man fristes til at sige "sæt i gang"," siger Tue David Bak.

Prisen for en boret vejtunnel vil ifølge analysen være på omkring 23 milliarder kroner. En banetunnel til persontog koster omkring 19 milliarder kroner. Dermed vil det i alt koste omkring 42 milliarder kroner for både vej- og baneforbindelse.

Ifølge analysen kan vejtunnelen finansieres over omkring 35 år via brugerbetaling fra bilisterne. Togtrafikken kan derimod kun betale en mindre del af omkostningerne for en banetunnel.

Til sammenligning ventes en eventuel ny Kattegatforbindelse direkte mellem Jylland og Sjælland at koste mellem 58 og 136 milliarder kroner. Prisen afhænger af, om den skal være med eller uden tog.

Forbindelsen mellem Jylland og Sjælland vil kunne binde Aarhus og København sammen, så der også her kan skabes en "metropol i europæisk målestok", som Kattegatkomitéen kalder det.

Ny Øresund-direktør ser behov for at fjerne flaskehalse på både svensk og dansk side

Direktør vil forbinde Danmark og Sverige med ny Øresundsbro og mere metro 

Mulig fast forbindelse over Kattegat bliver via Samsø

Cowi skal undersøge mulig fast forbindelse over Kattegat

Jens Kramer: Øresundsregionen er blevet ét sammenhængende bolig- og erhvervsområde 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også