Høje Taastrup får nyt bofællesskab med 150 boliger

Svanen Gruppen skal i samarbejde med Eco-Village opføre et bæredygtigt bofællesskab med fokus på økologi, genanvendelse og deleprincipper i bydelen Høje Taastrup C.
Det nye Eco-Village-bofællesskab bliver en del af fremtidens Høje Taastrup C. | Foto: Illustration/Cobe Arkitekter.
Det nye Eco-Village-bofællesskab bliver en del af fremtidens Høje Taastrup C. | Foto: Illustration/Cobe Arkitekter.

Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C har solgt et byggefelt på 8420 kvm til bygherre Svanen Gruppen, der sammen med bofællesskabvirksomheden Eco-Village vil opføre et bofællesskab med plads til 150 husstande.

Det oplyser Høje Taastrup C i en pressemeddelelse tirsdag.

Bofællesskabet, der skal være bæredygtigt med fokus på økologi, genanvendelse og deleprincipper, bliver centreret om et fælleshus på 1500 kvm og får 140-150 boliger med en gennemsnitlig størrelse på 50-60 kvm, fremgår det.

Bofællesskabet skal ligge i området, der går under navnet Høje Taastrup C, mellem Høje Taastrup Station og City 2, hvor arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C er i gang med en større omdannelse af området til en ny bydel.

"Høje Taastrup C er allerede i en rivende udvikling og skal være et sted, hvor mangfoldigheden lever i form af de mennesker, der besøger, bor og arbejder i bydelen. Visionen om en attraktiv bydel, hvor vi tør satse på at skabe nye fællesskaber og fælles oplevelser i en ny ramme, er ved at blive en realitet," siger Lars Bloch, direktør i Høje Taastrup C, i meddelelsen.

Der kommer foruden familieboliger til at være særlige etplansboliger til ældre samt delelejligheder til studerende. Det er Werk Arkitekter, der skal tegne projektet.

Hele boligkomplekset får bæredygtighedscertificeringen DGNB, og der kommer desuden et fællesvaskeri med regnvandsgenanvendelse, mens så mange materialer som muligt bliver svanemærket.

"Målet med projektet er at lave små ejerboliger ud fra en såkaldt microliving-tankegang med masser af fællesfaciliteter, fællesspisning, delebiler med videre. Boligerne vil være på forholdsvis få kvadratmeter, men til gengæld vil de have højt til loftet både fysisk og i overført betydning," siger Rikke Amalie Søndler, partner i Eco-Village, i meddelelsen.

Byggestart forventes til januar 2021, hvorefter bofællesskabet ventes klar til indflytning i sommeren 2022.

Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C er etableret med henblik på at stå for salg af byggeretter og byggemodning af området mellem City 2 og Høje Taastrup Station, der skal udvikles til en ny bydel.

Medie: Pengene til Høje Taastrups vandland var der aldrig

Kriseramt firma stod bag Høje Taastrups kuldsejlede vandland

Ny bydel i Høje Taastrup når milepæl: Sælger de første byggegrunde

Ny udviklingsdirektør: "Jeg har ikke haft en fast plan" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også