Kommune er langt fra at opfylde krav til S-togsstation i strandet milliardprojekt

Frederikssund Kommune kan ikke levere de indbyggere og arbejdspladser omkring en ny S-togsstation i det problemramte byggeprojekt Vinge. Transportordførere er uenige om, hvorvidt de mange millioner til stationen skal gives i troen på, at tilvæksten vil komme senere.
Foto: Henning Larsen Architects og Effekt
Foto: Henning Larsen Architects og Effekt
AF DR KØBENHAVN

Det er mere end svært for Frederikssund Kommune at skaffe de nye indbyggere og arbejdspladser, som en ny s-togsstation i det problemramte byggeprojekt Vinge kræver. Det skriver DR P4 København.

Da en forligskreds på Christiansborg besluttede at bruge 55 mio. kr. på stationen, betingede de sig nemlig, at kommunen dokumenterede, at der kom 2000 nye indbyggere inden for en kilometer fra stationen og 670 arbejdspladser inden for 500 meter. Men ifølge kommunens egen opgørelse kan man i øjeblikket kun levere 311 indbyggere og 50 arbejdspladser inden for en kilometer.

Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested kræver klar dokumentation for, at kommunen kan opfylde kravene, før han vil frigive de mange millioner.

"Kommunen har et ønske og nogle løse kontakter med til nogle selskaber, der måske vil bygge derude, og det er ikke godt nok for mig og Enhedslisten. Jeg vil ikke have fedtet Enhedslisten ind i et projekt, hvor vi bruger 55 mio. skattekroner, og så ser vi tilbage på det om nogle år, hvor vi står med en S-togsstation, som ingen bruger," siger Henning Hyllested til DR P4 København.

Omvendt mener Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, at man må droppe kravene og bygge stationen.

"Jeg tror på projektet, og jeg tror, at det rigtige at gøre er at bygge stationen. Bygger vi stationen, så kommer investorerne. Uden station kommer der ingen," mener Kim Christiansen.

I forligskredsen regner man med at mødes igen snarest for at diskutere Vinge-stationens fremtid.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af DR København.)

Medie: Horten vil betale millioner tilbage til kommune

Horten afviser Vinge-kritik: Vi står 100 pct. inde for rådgivningen

Rådgiver bag flere fejlede projekter bistod på Vinge-projekt

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også