Partner forlader JJW Arkitekter

Lars Birn Lindeberg siger efter otte år som partner farvel til JJW Arkitekter, hvor han var leder af tegnestuens afdeling for læring og kultur, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Lars Birn Lindeberg forlod stillingen den 1. marts, og afskeden beskrives som "efter eget ønske og gensidig aftale".
"Mit valg er et personligt ønske om at undersøge en helt anden måde at arbejde på. Jeg har meget stor respekt for tegnestuen, og er stolt og glad for den periode jeg har tilbragt hos JJW,” udtaler Lars Birn Lindeberg i meddelelsen.
Katja Viltoft, partner og kreativ direktør, og afdelingsleder Lars Christensen overtager nu ledelsen af afdelingen.
"Da vi har mange nye skoleopgaver, styrker vi yderligere afdelingen med nye kræfter, der kommer til at varetage projektledelsen på vores store skole- og institutionsprojekter. Jeg ser derfor frem til, sammen med Lars Christensen, at videreføre og videreudvikle JJW Arkitekters position som nogle af landets bedste skolearkitekter,” udtaler Katja Viltoft.
Ledelsen i JJW Arkitekter består nu af partner og kreativ direktør Ole Hornbek, partner og kreativ direktør Katja Viltoft, seniorpartner Anders Holst Jensen og tegnestuechef Nina Kovsted.
JJW Arkitekter vinder boligopgave i Nordsjælland
Milliardrenovering af 1235 almene boliger er gennem første etape