Realdanias nye investeringsdirektør er på plads

Afløseren til den nuværende investeringsdirektør, der stopper til februar, kommer fra en chefstilling i Tryg.
Kenneth Winther er blevet ansat som ny investeringsdirektør i Realdanias filantropiske afdeling. | Foto: PR / Realdania
Kenneth Winther er blevet ansat som ny investeringsdirektør i Realdanias filantropiske afdeling. | Foto: PR / Realdania

Kenneth Winther overtager posten som investeringsdirektør i Realdanias filantropiske forening, når Peter Johansen forlader posten.

Kenneth Winther, der har været ansat i Tryg-koncernen siden 2010, starter i sin nye stilling 15. februar 2020, fremgår det af en pressemeddelelse fra Realdania.

"Det er jo afkastet af Realdanias kommercielle investeringer, der er grundlaget for, at vi hvert år kan give filantropisk støtte til en masse store og små projekter rundt omkring i hele landet. Kenneth Winther har de kompetencer og den erfaring på investeringsområdet, der kan sikre, at vi kan skabe livskvalitet gennem det byggede miljø for både nuværende og kommende generationer," udtaler Michael Brockenhuus-Schack, bestyrelsesformand i Realdania, i meddelelsen.

Den nye investeringsdirektør kommer til at stå i spidsen for de kommercielle investeringer og foreningens investeringsteam. Han bliver blandt andet ansvarlig for at implementere den nye investeringsstrategi, der træder i kraft 1. januar 2020 og skal sammen med filantropidirektør Nina Kovsted Helk og adm. direktør Jesper Nygård indgå i Realdanias direktion.

Kenneth Winther har siden 2017 været investeringschef i Tryg Invest, og før det havde han fra 2010 til 2017 stillingsbetegnelsen Senior Vice President i Tryg Forsikring. Han har desuden tidligere været finansanalytiker, aktieanalysechef, porteføljemanager og strateg.

"At stå i spidsen for at skabe det økonomiske grundlag for Realdanias filantropiske arbejde og medlemsaktiviteterne er noget af det mest meningsfulde, jeg kan forestille mig. Det byggede miljø betyder langt mere for vores hverdag, end vi reelt går og tænker over," udtaler Kenneth Winther i meddelelesen.

Peter Johansen fortalte i slutningen af oktober, at han havde besluttet at stoppe som investeringsdirektør i Realdania for at blive selvstændig. Han startede i stillingen i 2014 og blev desuden i 2015 medlem af direktionen.

Investeringsdirektør i Realdania forlader sin post

Genbrug af byggematerialer kan blive en milliardforretning

Realdania, Cowi og Industriens Fond sætter millioner i digital byudvikling

Realdania- og A.P. Møller-støttet kulturprojekt finder totalrådgiver 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også