CBRE-topchef i Danmark stopper øjeblikkeligt

Niels Cederholm stopper som topchef i CBRE efter 15 år i virksomheden, hvoraf ni var som adm. direktør.
"Selv om jeg har været i ejendomsbranchen i efterhånden mange år, er jeg trods alt kun 46 år og føler, at det er tid til at søge nye udfordringer," siger Niels Cederholm. | Foto: PR / CBRE
"Selv om jeg har været i ejendomsbranchen i efterhånden mange år, er jeg trods alt kun 46 år og føler, at det er tid til at søge nye udfordringer," siger Niels Cederholm. | Foto: PR / CBRE
AF JULIE THOMSEN OG JØRGEN BENDSEN

Niels Cederholm, adm. direktør i CBRE, stopper på posten for at søge nye udfordringer, skriver CBRE i en pressemeddelelse.

Han stopper med øjeblikkeligt varsel og har dermed sidste arbejdsdag i huset i dag, oplyser Per Weinreich, der i første omgang overtager posten som adm. direktør, til EjendomsWatch.

”Jeg har været i CBRE siden 2004, og det har været en fantastisk rejse at være en del af. Selv om jeg har været i ejendomsbranchen i efterhånden mange år, er jeg trods alt kun 46 år og føler, at det er tid til at søge nye udfordringer. Hvad det næste kapitel kommer til at indeholde, ved jeg endnu ikke,” udtaler Niels Cederholm i meddelelsen.

Han har siddet på posten som adm. direktør i ni år og siger i meddelelsen, at det var afgørende for ham at forlade CBRE på det rigtige tidspunkt.

”CBRE er i rigtig god gænge. Vi har bygget et stærkt fundament for virksomhedens fremtidige vækst, og jeg er ganske overbevist om, at Per Weinreich og den øvrige ledelse vil fortsætte den positive udvikling i Danmark,” udtaler han.

Per Weinreich, der har været i CBRE siden 2008 – de seneste fire år som chief operating officer (COO) – overtager i første omgang posten som adm. direktør.

”Jeg har arbejdet meget tæt sammen med Niels Cederholm i mange år, og hans afsked er selvsagt et betydeligt tab. Jeg er blevet opfordret til at varetage rollen som fungerende administrerende direktør, og jeg vil sammen med vores stærke organisation gøre alt for at sikre, at overgangen får mindst mulig betydning for kunder, partnere og medarbejdere,” udtaler Per Weinreich i meddelelsen.

Over for EjendomsWatch uddyber han, at det 100 pct. er Niels Cederholms beslutning at stoppe, at det på ingen måde er noget, han er blevet presset til og at hun sagtens kunne være fortsat i virksomheden.

Hvorvidt Per Weinreich bliver en permanent chef for den danske forretning må tiden vise, siger han.

CBRE efter etablering af ny afdeling: Boligejendomme dominerer fortsat

It-bøvl giver underskud hos CBRE

Københavnsk erhvervsmægler henter mægler fra CBRE og skifter navn

Trætte hjemmesider hos erhvervsmæglere udfordrer kundeoplevelsen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også