Troen på kontorejendomme er historisk høj

Ejendomsmarkedets aktører går ind i  2018 med store forventninger til markedet for kontorejendomme, viser ny statistik fra Ejendomsforeningen Danmark. Det er med til at løfte de samlede forventninger, lyder det fra adm. direktør.
Jannick Nytoft, adm. direktør i Ejendomsforeningen Danmark | Foto: PR
Jannick Nytoft, adm. direktør i Ejendomsforeningen Danmark | Foto: PR

Investorer og erhvervsmæglere har historisk høje forventninger til markedsudviklingen for danske kontorejendomme. Det viser Ejendomsforeningen Danmarks markedsstatistik – forventninger: Januar 2018.

Det kan ifølge brancheorganisationen hænge sammen med, at den økonomiske tomgang lå på 11,2 pct. ifølge den seneste statistik for tomgang fra oktober 2017. Derfor tror markedsaktørerne nu, at den tomgang vil falde.

"Kontorområdet ser rigtig positivt ud, og det er også den sektor med de højeste forventninger, når man ser samlet på ejendomsværdi, markedsleje og udlejningsprocent. Faktisk har vi ikke før set højere forventninger til kontorsektoren, end vi ser lige nu. Den stigende interesse for kontorejendomme kan ses ved forventninger om stigende ejendomsværdi, stigende markedsleje og faldende økonomisk tomgang," siger Jannick Nytoft, adm. direktør i Ejendomsforeningen Danmark, i en pressemeddelelse.

I 2018 og 2019 er forventningerne til det totale afkast steget med 0,1 og 0,2 procentpoint i forhold til sidste kvartal. Derudover viser markedsstatistikken, at forventningerne til det totale afkast for perioden 2017-2019 nu ligger over perioden 2008-2014.

"Det forventes altså, at der vil være en positiv værditilvækst, og det direkte afkast på ejendommene vil også stadig være fornuftigt," siger Jannick Nytoft.

Boligforventninger falder fortsat

Siden 2015 har forventningerne til boligejendomme været dalende. I den nye markedsstatistik skruer markedsaktørerne yderligere ned for optimismen i forhold til markedsleje, udlejningsprocent og ejendomsværdi.

"Investeringsmarkedet for boligejendomme spås ikke de samme skyhøje takter, som vi tidligere har set i vores undersøgelse. Forventningen til boligejendomme har været faldende siden 2015, men det skal tilføjes, at sektoren falder fra et højt niveau. Det ændrer dog ikke på, at forventningen til ejendomsværdi for boligejendomme ikke har været lavere siden januar 2012, og når det sker, så kigger ejendomsinvestorerne mod andre sektorer, som nu blandt andet er kontorejendomme," siger Jannick Nytoft.

Ifølge markedsstatistikken forventer aktørerne, at 2017 sluttes af med uændrede forventninger til det totale afkast, der ser ud til at ende på 5,8 pct.

"De stigende forventninger viser, som vi allerede har set i de forgangne kvartaler, at der er positive forventninger til ejendomme som investering, og til at de fortsat giver gode afkast. Ejendomme giver fortsat et godt afkast i forhold til obligationer," siger Jannick Nytoft.

Københavns kontormarked opsuger statens udflytninger

Erhvervsmægler: Stort behov for nye kontorer

Ny direktør for ejendomsbranchen: Tænk, at vi skaber job til 100.000

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også