Ejendomsdirektør: "Tyskland er det mest attraktive marked i verden"

Børsnoterede Prime Office har valgt at gå en stor bue om det danske marked og udelukkende satse på det nordlige Tyskland.
Bergstrasse i Hamborg. | Foto: PR
Bergstrasse i Hamborg. | Foto: PR
AF RITZAU FINANS

Prime Office har adresse i Aarhus, men det er syd for den danske grænse, at aktiviteterne er at finde.

Siden selskabet blev stiftet i 2008 har det udelukkende fokuseret på at eje ejendomme i den nordlige del af Tyskland.

"Det er verdens bedste investeringsmarked, som vi ser det. Der bor omkring 80 mio. mennesker, og det er en bundsolid økonomi med store overskud på betalingsbalancen og lav arbejdsløshed. Det er et attraktivt sted at være," siger adm. direktør Mogens V. Møller.

Selskabet er – særligt efter et opkøb i 2015 – oppe på flere end 3200 lejligheder i blandt andet Lübeck, Slesvig og Heide inden for både bolig og erhverv.

"Vi synes, at Nordtyskland er et meget interessant marked, hvor der bor rigtig, rigtig mange mennesker modsat for eksempel Aalborg eller Aarhus, hvor alle folk går og trykker næsen mod ruderne," siger Mogens V. Møller.

Startede med kontorejendomme

Prime Office så dagens lys i 2008, hvor selskabet i første omgang kastede blikket på kontorejendomme. Bankerne var ifølge Mogens V. Møller kun villige til at belåne 60 pct. af ejendomsværdierne, og det gav Prime Office en god mulighed for at komme ind på markedet.

"Dem var der ingen, som ville investere i, fordi de skulle komme med for mange penge selv, og derfor kunne vi købe kontorejendomme til et afkast på 8 pct. i byer som Kiel og Lübeck, og det, syntes vi, var vældig interessant," siger Mogens V. Møller.

Efterfølgende har selskabet haft vokseværk – særligt efter det forrige år købte knap 60 pct. af selskabet Immobilien med 77 boligejendomme i Nordtyskland.

Mogens V. Møller mener, at det tyske ejendomsmarked ud fra et investeringsmæssigt synspunkt er det bedste sted i forhold til risiko og afkast.

"Jeg er ikke født som ejendomsekspert, men hvis man skal maksimere risiko og afkast, mener vi, at Tyskland er ideelt. Vi kan fordele investeringerne på mindre og store byer og forskellige segmenter som kontorer og bolig, og det giver os en fantastisk risikospredning," siger Mogens V. Møller.

Vil købe op i Hamborg

I øjeblikket er selskabet i gang med at købe en stor bid af ejendomsselskabet MC Property Fund Hamburg, der ejer 58 ejendomme i Hamborg-området med samlet 1100 lejligheder, der skal supplere den eksisterende portefølje.

Prime Office havde sidste år en omsætning på 107,3 mio. kr. og et driftsoverskud, EBIT, på 67,9 mio. kr.

Hvis købet af MC Property Fund Hamburg går igennem, regner Prime Office med at kunne løfte EBIT-overskuddet til 80-100 mio. kr. i 2018.

"Jeg har arbejdet som finansmand i 30 år, og jeg synes, at det er fantastisk med et EBIT på 100 mio. kr. Vi står stærkt på det tyske marked, hvis det her lykkes," siger Mogens V. Møller, der har en baggrund hos blandt andet Grundfos og Arla.

Prime Office vil købe tysk ejendomsselskab for 150 mio. kr.

Prime Office melder om stabilitet i sine ejendomme

Verbal kindhest til børsnoteret ejendomsselskab

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også