Milliardærs sydfynske havneprojekt møder igen udfordringer

Planerne om at opføre et større bolig- og erhvervsbyggeri på Kullinggade i Svendborg kan være kuldsejlet, før de første håndværkere rykker ind på den store havnegrund. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Det sker efter, at Slots-og Kulturstyrelsen i en dugfrisk afgørelse har lagt op til en fredning af flere bygninger og hele miljøet på grunden. Fredningsplanerne sendes nu i høring frem til den 2. januar næste år, men styrelsen lægger op til, at seks navngivne bygninger bliver fredet i området.
Grunden tilhører ES Ejendomme, der er ejet af erhvervsmanden Erik Skjærbæk, men han har ikke ønsket at udtale sig til Fyens Stiftstidende omkring sagen. Aftalen om at bygge på grunden kom ellers på plads i sommeren 2016 efter længere tids politiske forhandlinger om højden på projektet.
I marts 2017 købte ES Ejendomme også en boligudlejningsejendom med 56 lejligheder ved navn Bio-karréen ved havnen i Svendborg. Opkøbet var Erik Skjærbæks femte i området siden april 2015. Han har planer om at investere op imod 100 mio. kr. i det nye havnebyggeri.
Milliardærs sydfynske havnebyggeri er endelig på plads