Jeudan-projekt modtager endnu en pris

Kvæsthusmolen, der ligger ved Københavns Havn imellem Nyhavn og Amalienborg i København, modtager sin tredje pris, siden pladsen åbnede i sommeren 2016.
Det skriver Realdania, der står bag projektet sammen med Kulturministeriet og Det Kongelige Teater gennem Realdania By & Bygs datterselskab Kvæsthusselskabet, på sin hjemmeside.
Det er denne gang Københavns Kommune, der giver pladsen hæder.
"Kvæsthusmolen giver plads til både det organiserede og det uformelle byliv. Med en fleksibel, åben og funktionel indretning kan både pladsen, havnen og parkeringsanlægget danne rum for oplevelse og udfoldelse", lyder det i kommunens begrundelse.
Københavns Kommune har samtidig offentliggjort, at Sankt Annæ Projektet, som er tænkt og udført i tæt sammenhæng med Kvæsthusprojektet, præmieres for den renovering, der er foretaget af området omkring Sankt Annæ Plads.
Det er parkeringsanlægget under Kvæsthusmolen, som har gjort det muligt at få bilerne væk fra gadeplanet på Sankt Annæ Plads og i nogle tilstødende gader. Samtidig er området blevet klimasikret mod skybrud.
Det børsnoterede ejendomsselskab Jeudan ejer matriklen Kvæsthusmolen med det underjordiske parkeringsanlæg og har finansieret store dele af ombygningen af Skt. Annæ Plads, fordi selskabet ejer en lang række ejendomme i området omkring pladsen. EjendomsWatch har tidligere talt med Per W. Hallgren, adm. direktør i Jeudan, om både Kvæsthusmolen og Skt. Annæ Plads.
Jeudan har høje forventninger til nyt prestigekøb
Jeudan har stor aktie i udviklingen af københavnerkvarter
EjendomsWatch har også tidligere fortalt om ejendomsinvestorerne fra familien Hildebrandt, der har købt og totalrenoveret det gamle Hotel Neptun på Sankt Annæ Plads og relanceret det under navnet Hotel Sankt Annæ. Investeringen skete netop, efter familien hørte om udviklingsplanerne for Sankt Annæ Plads og området omkring.
Gammelt smuglerhotel går efter mere end overnattende gæster