Kriminel erhvervsmand kædes igen sammen med nordjysk udvikler

Medie beretter, at der er penge i klemme mellem et konkursramt selskab, som tidligere var ejet af Jesper Skovsgaard, og en fængselsdømt forretningsmand fra Fyn.
Jesper Skovsgaards er manden bag TSG Group, tidligere 2E Group, og har tidligere været registreret som ejer af det senere konkursramte selskab RD 2021. | Foto: PR
Jesper Skovsgaards er manden bag TSG Group, tidligere 2E Group, og har tidligere været registreret som ejer af det senere konkursramte selskab RD 2021. | Foto: PR

En fængselsdømt fynsk erhvervsmand med flere forbrydelser bag sig har tilsyneladende dækket udgift for virksomheden RD 2021, som den nordjyske projektudvikler Jesper Skovsgaard et år før selskabets konkurs overdrog til en ansat.

Det skriver Nordjyske baseret på en redegørelse til Skifteretten i Aarhus.

Før RD 2021’s konkurs i oktober sidste år indgik selskabet en lejeaftale og flyttede ind i et mindre kontorlokale i Aarhus. Da kurator Jan Bach bad udlejer om at få depositummet på små 30.000 kr. tilbage i konkursboet, fik han imidlertid at vide, at pengene var indbetalt af Less Entreprise – et firma ejet af den indledningsvis nævnte erhvervsmand.

Samlet set løber kravet til konkursboet efter RD 2021 op i 182 mio. kr., og størstedelen af kravet stammer ifølge Nordjyskes oplysninger fra den tidligere ejer af selskabet, altså Jesper Skovsgaard og hans TSG Group.

Mediet har tidligere redegjort for, at den pågældende person, der er dømt for tyveri, overtrædelse af narkolovgivningen samt millionbedrageri, er eller har været registreret som direktør i en række byggeselskaber, som alle har været ejet af netop Jesper Skovsgaard.

Tilbage i februar kunne EjendomsWatch fortælle, at et andet konkursramt firma – nærmere bestemt DKT Byg, som Jesper Skovsgaard ejede en tredjedel af – havde indsat en direktør, der samtidig sad i fængsel. Det skyldtes dog ”en fejl,” lød det dengang fra selskabets direktør og medejer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også