Efterspørger højere faglighed: Huslejeregulering rammer skævt

Ejendomdanmark bakker op om en ny rapport fra de økonomiske vismænd og advarer politikerne imod yderligere huslejeregulering, der anses for at være ”et forstyrrende element på boligmarkedet.”
"Det er tiltrængt med en opdatering af det faglige syn på huslejereguleringen," mener Peter Stenholm, adm. direktør hos Ejendomdanmark. | Foto: Watch Medier
"Det er tiltrængt med en opdatering af det faglige syn på huslejereguleringen," mener Peter Stenholm, adm. direktør hos Ejendomdanmark. | Foto: Watch Medier

Huslejeregulering er ikke en farbar vej mod et sundere boligmarked, og politikerne bør fremover lytte mere til sagkundskaben, når de leder efter redskaber i den berømte værktøjskasse.

Det skriver Ejendomdanmark i en pressemeddelelse med henvisning til en ny rapport fra Det Økonomiske Råd.

Her konkluderer de såkaldte vismænd, ”at huslejeregulering er et forstyrrende element på boligmarkedet, hvor reguleringens gevinster kommer de få til gode og efterlader det resterende boligmarked et dårligere sted,” beretter ejendomsbranchens interesseorganisation.

Peter Stenholm, adm. direktør hos Ejendomdanmark, slår fast, at ”det er tiltrængt med en opdatering af det faglige syn på huslejereguleringen, og vismændenes konklusion understøtter alle tidligere faglige undersøgelser af emnet.”

”Derfor vil jeg også meget gerne appellere til, at vores politikere har vismændenes viden i baghovedet, når de i fremtiden drøfter huslejeregulering. Dette faglige oplæg viser risikoen ved at indføre yderligere huslejeregulering, og vi appellerer til at fagligheden prioriteres i den fortsatte udvikling af boligmarkedet,” siger Peter Stenholm i meddelelsen.

Rammer skævt

I stedet for huslejeregulering kan lovgiverne med fordel kigge i retning af boligstøtten, som ifølge Det Økonomiske Råd skulle være tre gange så effektivt et redskab, når det kommer til at mindske uligheden i det danske samfund.

”Typisk er det jo højtuddannede personer, der har et netværk, som giver adgang til nogle af de ældre boliger, der er reguleret efter de gamle regler fra før 1992. De kender måske nogen, der kender nogen – og på den måde er det dem, der får mest ud af den gamle form for huslejeregulering,” forklarer Peter Stenholm.

”Fordelingspolitik bør udarbejdes med skatter og overførsler, og boligstøtten, der netop er betinget af indkomst, rammer derfor meget præcist der, hvor der er behov.”

OECD var tidligere på måneden også ude med kritik af huslejereguleringen; i rapporten Going for Growth 2023 anbefalede den internationale organisation således, at man helt skrotter reglerne, der sætter begrænsninger på huslejeregulering af boliger, der er opført før 1991.

Ligesom kritikken fra OECD ikke er ny, langede de økonomiske vismænd så sent som for et år siden ud efter den politiske regulering, der medførte et loft over stigninger i huslejepriser de kommende to år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår