Bostad-bundlinje taber luft efter ejerskifte

”Et generelt ejendomsmarked i tilbagegang” sætter sit negative præg på resultatet hos boliginvestoren Bostad, der sidste år blev opkøbt af AP Pension.
Peter Olsson er adm. direktør hos Bostad og hos AP Pensions ejendomsgren, AP Ejendomme. | Foto: PR / AP Pension
Peter Olsson er adm. direktør hos Bostad og hos AP Pensions ejendomsgren, AP Ejendomme. | Foto: PR / AP Pension

For første gang siden AP Pension ved indgangen til 2022 overtog Bostad og dets ca. 1500 lejemål på tværs af landet, kommer ejendomsselskabet med regnskab, og det viser en faldende bundlinje.

Resultatet før skat lander således på 51,2 mio. kr. mod 166 mio. kr. i 2020/21, fremgår det af den netop offentliggjorte årsrapport.

Tallene omfatter som følge af ejerskiftet 18 måneder og går fra 1. juli 2021 til 31. december 2022 – derfor er resultaterne ikke direkte sammenlignelige med det foregående regnskabsår.

Den samlede ejendomsværdi under Bostad, hvis lejeindtægter for 92 pct.’s vedkommende stammer fra boliger, er ved udgangen af 2022 opgjort til over 2,9 mia. kr., mens egenkapitalen lyder på 553 mio. kr.

Bostad-ledelsen, der tegnes af AP’s ejendomsdirektør, Peter Olsson, forventer i indeværende år et resultat før finansielle poster på niveau med det forgangne.

I regnskabet fra moderselskabet Bostad Danmark ApS beskriver ledelsen, hvordan tallene bl.a. er påvirket af indfrielse af ekstern finansiering i koncernens datterselskaber, et fortsat fokus på effektivisering af porteføljen samt et generelt ejendomsmarked i tilbagegang.

I forbindelse med opkøbet er der oprettet et kommanditselskab, AP Pension Udlejningsejendomme, som ejer af Bostad.

Selskabet indkasserer i det forgangne år et underskud på 181 mio. kr., hvilket ifølge beretningen ”skyldes de negative resultater i datterselskaberne i Bostad Danmark-koncernen, hvor der er foretaget nedskrivninger af ejendomsværdierne.”

Det har ikke været muligt at få en kommentar til tallene, da direktør Peter Olsson holder ferie.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også