Store kæder vil fortsætte butiksåbninger trods svært marked

Store kæder som Søstrene Grene, Lagkagehuset, Normal, Jysk og Bestseller har ikke tænkt sig at skrue ned for ekspansionsplanerne for nye butikker på trods af en forventet længerevarig afmatning i forbruget, der allerede ser ud til at være startet. Det skriver Børsen.
De urolige markeder kan i stedet ende med at blive en fordel i offensiven på butikssiden, hvis konsekvensen af den økonomiske krise bliver potentielle konkurser og opsigelser af lejemål, der gør butikslokaler ledige, lyder det fra Søstrene Grene og Lagkagehuset.
“Vi oplever stigende dynamik på de forskellige markeder inden for butikslejemål, og vi forventer generelt, at der kommer til at ske større forandringer til næste år end det, vi har set i år. Der er dog stadig store forskelle på de enkelte markeder i forhold til, hvordan krisen rammer, og hvor robust detailhandlen står,” siger Mikkel Grene, adm. direktør og medejer i Søstrene Grene til Børsen og tilføjer, at butikskæden med 260 butikker i 15 lande i Europa ikke har nogen planer om et bestemt antal butikker.
Heller ikke Jysk, Bestseller eller Normal har tænkt sig at afvige fra planerne. Sidstnævnte har ambitioner om at lægge 150 butikker til de i forvejen 400 butikker i løbet af de kommende 12 måneder. I forvejen har Normal butikker i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Frankrig, Portugal og Holland.
Detailbranchen var i oktober hårdt ramt med en forbrugsnedgang på 5,7 pct. Her skiller særligt tøj- og skoforretninger sig ud med et fald på 15 pct.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie DetailWatch.)
Køber står på spring til Coop-butikker der lukker til nytår
Salling Group søsætter 10. Basalt-butik
Elgiganten har ekspansionsplaner: Her skal de nye varehuse ligge
Relaterede artikler:
Fysiske butikker fik comeback i første halvår
For abonnenter