Salling Group søsætter 10. Basalt-butik

Den sidste af de i alt 10 butikker, Salling Group foreløbig har planlagt i Basalt-kæden, åbner 10 dage før jul i Midtjylland.
Inden jul kommer Salling Group til at have seks Basalt-butikker på Sjælland, en på Fyn og tre i Jylland. | Foto: Louise Reseke/DetailWatch
Inden jul kommer Salling Group til at have seks Basalt-butikker på Sjælland, en på Fyn og tre i Jylland. | Foto: Louise Reseke/DetailWatch

Salling Group sætter adresse på den sidste af de i alt ti butikker, der er testkaniner for, om der er basis for en større udrulning af ultra-discountkæden Basalt.

Den 10. butik åbner 14. december i Silkeborg og bliver dermed den tredje i Jylland, hvor Salling Group også har åbnet i Viby ved Aarhus og Hjørring.

Åbningen vil følge efter de to andre butiksåbninger i december i Hellerup og Brønshøj på Sjælland den 7. og 8. december.

Dermed når kæden op på seks butikker på Sjælland, en på Fyn i Odense og tre i Jylland.

Med den nye butikskæde vil Salling Group sælge udvalgte, basale dagligvarer 15 pct. under discountmarkedet – ved at halvere omkostninger til energi og minimere sortiment, mærkevarer og åbningstider.

Basalt kører også uden tilbud og tilbudsaviser, da det også er med til at øge driftsomkostningerne.

”Det at lave tilbud kræver rigtig mange ressourcer. Du skal lave en avis, du skal have en afdeling, der sidder og laver det. Der ligger en enormt stor maskine bag det tilbud. Kan man tage noget af en omkostning og fyre den over på prisen i stedet, det er øvelsen her. Og så kan du som kunde have tillid til, at du kan komme hver eneste dag og få en billig dagligvare – det skal ikke kun være den ene eller anden uge,” forklarede Braw Bakir, der er kædedirektør for Basalt og Netto, i forbindelse med åbningen af den første butik i Kastrup.

Ledelsen i Salling Group har tidligere sagt, at man vil tage bestik af udviklingen for kæden omkring nytår for at vurdere, om der er basis for flere butikker. De er foreløbig etableret i Netto-butikker, der omdannes, men skal kæden vokse, vil det også blive med nye lokationer til formålet, forklarede Braw Bakir til DetailWatch.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie DetailWatch.)

Coop lukker 24 butikker

Salling Group vil sætte sig på nyt discountmarked: ”Det er et kæmpe skifte”

Kort aftræk til ny lavpriskæde i Salling Group – vil åbne ti butikker i år

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også