Køber står på spring til Coop-butikker der lukker til nytår

Som led i Coops afvikling af butikskæden Fakta lukker 24 butikker i stedet for at blive konverteret til Coop365-butikker, og her ser Dagrofa potentiale i at overtage nogle af de 24 butikker, skriver Dagligvarehandlen.
Mediet henviser til et Linkedin-opslag fra Dagrofas ejendomsudviklingschef, Mads Drejer, der beretter, at han har besøgt en Fakta-butik i Aalborg, der lukker 18. november.
”Det er også en stor del af mit arbejde at tage ud og se på mulige butikslokaler og placeringer til åbningen af nye Meny-, Spar-, Min Købmand- eller Let-Køb-kæderne. Derfor har jeg naturligvis også været et smut forbi Faktas butik i Aalborg, som Coop har offentliggjort, at de lukker 18. november,” skriver Mads Drejer på Linkedin og fortsætter:
”Vi har mange og gode erfaringer med at åbne et af vores kædeformater i tidligere butikslokaler som f.eks. Faktas, så jeg tror også, der kan ligge et muligt potentiale i nogle af de 24 Fakta-butikker, der desværre står overfor en lukning.”
Coop har af konkurrencemæssige hensyn ikke ville oplyse, hvilke 24 Fakta-butikker der lukker, men ifølge kommunikationsdirektør Jens Juul Nielsen er butikkerne geografisk spredt over hele landet.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie DetailWatch.)
Salling Group søsætter 10. Basalt-butik
Storcentre vil ikke afvise huslejestigninger på 10 pct. – men vil undgå tomgang