Nyt entreprenørselskab vinder projekt til 240 mio. kr.

Et nystiftet entreprenørselskab skal opføre knap 100 bæredygtige boliger vest for København. Det sker i partnerskab med ejendomsfonden Core Bolig X.
Visualisering af det nye boligområde i Lejre By. | Foto: PR / Link Arkitektur
Visualisering af det nye boligområde i Lejre By. | Foto: PR / Link Arkitektur

I Lejre vest for København skal det nystiftede udviklings- og entreprenørselskab Falkenberg & Jul opføre 95 nye bæredygtige boliger.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse, hvori det også fremgår, at projektet til 240 mio. kr. sker i partnerskab med ejendomsfonden Core Bolig X, som udbyderen af ejendomsinvesteringsprojekter, Core Property Management, står bag.

Boligerne skal skyde op i det 48.000 kvm store udviklingsområde Degnejorden. Bag det nye selskab står Bartek Falkenberg Haus og Niels Jul Jakobsen samt den senere tiltrådte partner Christian Øager Petersen, fremgår det.

”Vi har stiftet selskabet i fællesskab, da vi hver især besidder nogle meget klare kompetencer, som komplementerer hinanden særdeles godt. Vi er meget bevidste om vores styrker, og vi har fokus på at sætte dem i spil overfor hinanden på den mest optimale måde,” udtaler Bartek Falkenberg Haus.

Balance i byggeriet

De tre partnere i selskabet kalder sig i meddelelsen ”tre særdeles erfarne byggefolk,” som har fokus på ”integrerende samarbejdsmodeller i byggeriet.”

Niels Jul Jakobsen har i 12 år været hos Farum-entreprenøren Adserballe & Knudsen, senest som adm. direktør, men nu som medlem af bestyrelsen. Christian Øager Petersen har fra 2016 til 2021 fungeret som projektchef hos samme entreprenør, og Bartek Falkenberg Haus er medstifter og nuværende bestyrelsesformand hos ABC - Rådgivende Ingeniører.

”Vi har alle tre haft både gode og dårlige byggesager i vores karrierer, og vi har samlet erfaringerne fra de bedste samarbejder i denne tilgang. For mange byggesager er præget af mistillid, og vi ønsker at gå den modsatte vej, da alle i sidste ender vinder på det,” uddyber Bartek Falkenberg Haus.

På baggrund af de tanker har parterne udviklet en partnerskabsmodel, der sigter efter ”at skabe balance i relation til byggeriets parter,” fremgår det. Og netop denne partnerskabsmodel var tillokkende for Core Property Management.

”Byggesager er altid dynamiske størrelser, som du ikke kan styre minutiøst, men som bygherre giver det stor tryghed, når der er gennemsigtighed og dermed en vis forudsigelighed i et projekt. Det glæder vi os over på Degnejorden,” udtaler John Bødker, direktør og partner i Core Property Management.

Boligprojektet skal efter planen bestå af rækkehuse, fem fælleshuse og et forsamlingshus. Boligerne opføres i træ, og der er ifølge meddelelsen lagt en proces for genbrug af materialer på byggepladsen. Det fremgår ikke, om byggeriet bliver bæredygtighedscertificeret.

Projektet udføres i totalentreprise med Link Arkitektur med Ingeniørne - Rådgivende Ingeniørervirksomhed som rådgivere.

Byggebranchens store spillere efterspørger strammere klimakrav til egen branche

Core Property vinder ordre: Skal bygge seniorboliger

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også