Fortsat positive signaler for investerings- og erhvervsejendomme – men afmatning truer

Signalerne er fortsat generelt positive, når det kommer til markedet for investerings- og erhvervsejendomme, men ”lige nu går risikoen i retning af en større afmatning og ikke kun en vækstpause.” Sådan lyder det i en ny analyse foretaget af Realkredit Danmark.
Foto: PR/Realkredit Danmark
Foto: PR/Realkredit Danmark

De negative effekter af rentestigningerne lader foreløbig vente på sig, hvad angår markedet for investerings- og erhvervsejendomme i Danmark. Første halvår af 2022 bød således på en transaktionsvolumen i størrelsesordenen 40-50 mia. kr., og især aktiver inden for kontor og detail lyser op.

Det viser tal fra Danske Banks realkreditgren, Realkredit Danmark, der har offentliggjort sin såkaldte temperaturmåling på investerings- og erhvervsejendomme i andet kvartal.

Den danske økonomi bevægede sig i årets første seks måneder fremad omend i ”sneglefart,” som det formuleres i en analyse, der dog samtidig peger på, ”at selve aktivitetsniveauet befinder sig på et højt niveau, og at det økonomiske opsving stadig er i live.”

Det samlede billede skal således ses i lyset af den markante vækst, der indtraf i slutningen af sidste år.

”Jeg har ofte beskrevet markedet for investerings-og erhvervsejendomme som en supertanker. Der går lang tid fra motoren stopper, og til skibet står stille. Derfor er det ikke nødvendigvis en stor overraskelse, at signalerne for investerings- og erhvervsejendomme fortsat er positive,” skriver Mark Maack Gibson, chefanalytiker hos Realkredit Danmark.

”Vi har tidligere argumenteret for, at selvom renten spiller en vigtig rolle for udviklingen på markedet for erhvervsejendomme, så er det økonomisk vækst og risikovilligheden, som bestemmer markedspulsen.”

Afmatning forude

Mens beskæftigelsen stiger i Danmark, viser kontormarkedet i de fire større byer positive takter med nedadgående afkastkrav. For detailmarkedet er der også pil opad, og salget ligger 4 pct. højere, end tilfældet var tilbage i 2019, før coronapandemien ramte.

Tilbagebetalingen af coronalån medførte som frygtet heller ikke en stigning i konkurser; her gik det stik modsat, da antallet af butikker, der måtte dreje nøglen om faldt fra første til andet kvartal.

For boligudlejningsejendomme bevægede signalet sig derimod fra svagt positivt til neutralt, hvilket svarer til status quo. Målingen bør dog tages med et gran salt, da vurderingerne af boligudlejningsejendomme har været ”overraskende få” i andet kvartal.

At udfordringerne venter lige om hjørnet for de forskellige markeder og forbrugerne generelt, lægger man dog ikke skjul på fra Realkredit Danmarks side.

”Det er værd at huske på, at usikkerheden er tårnhøj og udfaldsrummet stort og lige nu går risikoen i retning af en større afmatning og ikke kun en vækstpause,” lyder det fra Mark Maack Gibson.

”Med en vækst i snegletempo og et renteniveau og en stigende inflation, som begge fortsætter med at klemme livet ud af den økonomiske aktivitet, må man forvente, at supertankeren begynder at bremse op og begynder at skifte retning.”

Realkredit Danmark ser svagt positivt marked

Ny direktør for Realkredit Danmark vil vinde markedsandele

Realkredit Danmark melder om ”kraftig forbedring” for detailejendomme

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også