
For få måneder siden blev ejerne bag ejendomsselskabet Grønnely, Peder og Kristian Blak, kaldt for ”skruppelløse spekulanter” af Trine Egetved fra Konservative i Gribskov Kommune.
Nu tager sagen om byggesjusk i førnævnte kommune samt Kerteminde Kommune på Fyn endnu en drejning.
Ifølge Fyens Stiftstidende inddrager Sikkerhedsstyrelsen nemlig politiet for at få efterforsket det udskældte ejendomsselskab, hvis ejere også står bag Old Irish Pub-kæden.
Grønnely har over for Sikkerhedsstyrelsen ikke kunnet dokumentere, at det er autoriserede håndværkere, som har udført el-arbejdet i de omtalte lejelejligheder i henholdsvis Langeskov i Kerteminde og Gilleleje i Nordsjælland.
Sagen har knopskudt med ny kritik i flere måneder, hvor ejendomsselskabet f.eks. er blevet beskyldt for at bruge arbejdsredskaber, der ikke er sikkerhedsgodkendt samt for kritiske forhold med vand, der løber gennem lofterne i lejlighederne.
De mange anklager om byggesjusk har bl.a. resulteret i, at Grønnelys direktør, Peder Blak, i april trådte tilbage som direktør for ejendomsselskabet.
Han er dog fortsat som ejer sammen med broren Kristian Blak.
”Skruppelløse spekulanter” – borgerlige politikere vil stramme grebet om bar-brødre