Helhedsplan på plads: Trecifret antal nye almene boliger på vej i Vollsmose

Birkeparken i Vollsmose får med netop godkendt helhedsplan 249 nye familieboliger, når 200 ”nedslidte boliger med fugt og skimmelsvamp” skal nedlægges og omkonverteres. Rådmand "ser frem til, at bydelen kommer til at hænge mere naturligt sammen med resten af Odense."
Visualisering af det kommende Birkeparken, når renovering og ombygning er afsluttet. | Foto: Juul Frost Arkitekter
Visualisering af det kommende Birkeparken, når renovering og ombygning er afsluttet. | Foto: Juul Frost Arkitekter

Et flertal i Odense Byråd godkender helhedsplan og siger dermed god for 249 "moderne, almennyttige familieboliger" i Birkeparken i Vollsmose i Odense. Det oplyser Odense Kommune i en pressemeddelelse.

200 eksisterende almene boliger skal nedlægges og frem mod 2026 transformeres til de 249 nye familieboliger. Der etableres desuden "grønne åndehuller og nye boligveje," som det formuleres.

I byggeperioden står boligselskabet KAB for genhusningen af beboerne.

”Jeg har selv boet en rum tid i Birkeparken i en lys, dejlig og billig lejlighed," fortæller Søren Windell (K), rådmand i By- og Kulturforvaltningen, i meddelelsen og tilføjer:

"Men den var nedslidt som hele området, og det retter vi nu op på med helhedsplanen til en moderne bydel med almene- og ejerboliger, rækkehuse og lejligheder."

Det uddybes videre fra kommunens side, at den 50 år gamle Birkeparken generelt er nedslidt, at lejlighederne er fugtige med skimmelsvamp, og at beboerne oplever træk fra døre og vinduer samt dårligt indeklima.

"Vi har store ambitioner for Vollsmose og ser frem til, at bydelen kommer til at hænge mere naturligt sammen med resten af Odense," lyder det fra Søren Windell.

De nye boliger fordeles på 60 rækkehuse og 189 lejligheder, hvoraf 62 bliver såkaldte tilgængelighedsboliger med elevator og ekstra plads til eksempelvis kørestol eller rollator.

Frem mod 2030 er det planen, at hele Vollsmose-området bliver transformeret til en ”attraktiv og velfungerende bydel” som led i de politiske aftaler, der siden 2018 har båret navnet "Den Sidste Vollsmoseplan."

Her fremgår det bl.a., at den almene andel i Birkeparken og Vollsmoses fem øvrige boligafdelinger skal nedbringes til maksimalt 40 pct.

Alt i alt løber omkostningerne i forbindelse med helhedsplanen op i 473 mio. kr.

Boligselskaber: Nedrivning af boliger løser ikke ghettoproblemerne

15 af landets mest udsatte boligområder får 4000 flere boliger

Flertal bag ny etape af Odense Letbane smuldrer

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også