Tidligere landsholdsspiller er ny direktør for Goldschmidt-hotel: "Vi skræller det helt"

Hellerup Parkhotel har fået ny direktør i form af tidligere spiller på det danske fodboldlandshold. Han skal stå i spidsen for en større revitalisering af ejendommen, som er ejet af Mikael Goldschmidt. En kendt hoteldesigner er hevet ind til projektet, der ikke når at blive færdig til sommersæsonen, hvilket de første meldinger ellers lød på.
Ejendommen, der huser Hellerup Parkhotel, blev i 2016 solgt af Jeudan for 140 mio. kr. til Atlas Ejendomme. | Foto: Google
Ejendommen, der huser Hellerup Parkhotel, blev i 2016 solgt af Jeudan for 140 mio. kr. til Atlas Ejendomme. | Foto: Google

Michael Gravgaard, tidligere midterforsvarer på det danske fodboldlandshold og adm. direktør for Randers F.C., er ny mand i spidsen for Hellerup Parkhotel, der er i gang med en større transformation.

Det fortæller ejer og adm. direktør i servicevirksomheden De 5 Stjerner, John Christensen. Han er en del af den gruppe af investorer, der sidste sommer indgik en 30-årig lejekontrakt på ejendommen, som er ejet af Mikael Goldschmidts Atlas Ejendomme.

”Vi har ansat Michael Gravgaard som ny direktør. Han er en af aktionærerne også. Michael er rigtig god til byggestyring og har stor erfaring med selv at bygge ejendomme,” siger John Christensen til EjendomsWatch.

Michael Gravgaard overtager direktørposten i driftsselskabet Hellerup Parkhotel efter netop John Christensen, der forbliver selskabets bestyrelsesformand.

”Jeg er ikke driftsperson. Jeg har bare været midlertidig sat ind, og så har vi en arbejdende bestyrelse i stedet,” siger John Christensen.

Ansat designer bag luksushoteller

John Christensen fortæller, at man er i fuld gang med transformationen af Hellerup Parkhotel.

”Hvis du kører forbi Hellerup Parkhotel, vil du kunne se, at alt er revet ud, og vi er i gang med at bygge op,” siger John Christensen.

Er det en større ombygning, eller er det bare møblerne, der bliver flyttet lidt rundt?

”Vi skræller det helt. Der er kun rå vægge tilbage. Alt er nyt.”

John Christensen uddyber, at man har ansat en ”meget kendt designer,” som blandt andet har stået bag de fem-stjernede hoteller Nimb og Sankt Petri i København.

Og selvom ombygningen sker i tæt samarbejde mellem investorgruppen og Atlas Ejendomme, så er det investorerne, der finansierer gildet, siger bestyrelsesformanden.

”Vi har hentet 20 mio. kr. i egenkapital hos aktionærerne. Der er 10 mio. kr. i aktiekapital og 10 mio. kr. i overkurs. Og vi skal muligvis kalde nogle flere penge,” siger John Christensen.

Skubber åbning til 2023

De nærmere detaljer omkring projektet, ønsker John Christensen ikke at afsløre på nuværende tidspunkt.

”Der holder vi kortene lidt tæt til kroppen i øjeblikket,” siger han.

Der er dog også god tid, fortæller hotelinvestoren. Det bliver således ikke muligt at slå dørene op til 1. juli 2022, hvilket ellers var meldingen, da EjendomsWatch første gang fortalte om projektet sidste sommer.

”Vi håber på, at vi kan åbne 1. januar 2023. Vi når det ikke til den her sæson,” siger John Christensen.

EjendomsWatch har rettet henvendelse til Michael Gravgaard, der ikke er vendt tilbage.

Ifølge CVR ejer Michael Gravgaard mellem fem og ti procent af driftsselskabet Hellerup Parkhotel gennem sit ejendomsselskab, Go Estate, der ifølge seneste årsregnskab har ejendomme for 16 mio. kr. og kom ud af 2020 med et overskud på knap 3 mio. kr.

De øvrige investorer i Hellerup Parkhotel foruden Michael Gravgaard og John Christensen er ifølge CVR: Asbjørn Thomsen, Peter Rene Kubicki, Erik Heilmann Rasmussen, Kim Falsing, Bo Bjerrum Hansen, Lars Petersen Broberg, Nicolai Wenck von Wenckheim og Connie Leonhardt.

Goldschmidt køber ind for knap en halv milliard

”Svært at lave mirakler, når Jeudan har været der”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også