Fratrådt EDC-direktør stopper efter godt et år hos Lauritz.com – ejers kone igen i front
![Mette Rode Sundstrøm (tv.) bliver igen adm. direktør i Lauritz.com, hvor hendes mand Bengt Sundstrøm er bestyrelsesformand og hovedaktionær. | Foto: PR](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article8685316.ece/ALTERNATES/schema-16_9/EJW%2520Lauritz.com%2520ledelse%25202020.jpg)
Det blev kun til lidt over et år på posten, da direktør i mæglerkæden EDC gennem seks år Carsten Rysgaard sidste år meddelte, at han skiftede til auktionsfirmaet Lauritz.com som adm. direktør.
Således meddeler firmaet, der i årets første ni måneder tabte 19 mio. kr. ud af en omsætning på 143 mio. kr., at topchefen stopper med udgangen af januar.
"For at forfølge vores ambitiøse strategi og yderligere udvikle vores forrretningskoncept og -områder inden for kunst, design og antikviteter, tror vi på, at vi behøver andre CEO-kompetencer i vores fremtidige struktur," udtaler bestyrelsesformand og hovedaktionær Bengt Sundstrøm i en børsmeddelelse.
Inden udnævnelsen af Carsten Rysgaard var Lauritz.com gennem en tumultarisk periode og stod uden fast topchef i over 750 dage. Den foregående permanente adm. direktør var Erik Norberg, der forlod stillingen 1. december 2017 efter under tre måneder og uenighed om ledelsen.
Bent Sundstrøm har fundet afløseren for Carsten Rysgaard helt tæt på: Det bliver således igen ægtefællen Mette Rode Sundstrøm, der tager over som topchef. En stilling, hun ellers forlod i 2017, da Erik Norberg blev betegnet som den helt rette til jobbet.
"Mette har lang erfaring og et stærkt netværk inden for den internationale auktionsscene. Hun har en stærk strategisk sans, en veludviklet kommerciel tilgang og gode ledelsesevner," lyder fra Bengt Sundstrøm i meddelelsen, som undlader at nævne, at parret er gift.
Tidligere i år blev selskabets tegningsregler ændret, så selskabet, der er børsnoteret i Stockholm, ikke længere kan tegnes af to direktører i forening, men skal have Bengt Sundstrøms underskrift på de større beslutninger.
![Carsten Rysgaard med en fortid hos EDC-kæden er nu også snart fortid hos Lauritz.com. | Foto: PR/EDC](https://photos.watchmedier.dk/t69CtIPXhTHIAcNxkaIqPbBmcwL5Yd_WXtWSO4jg00I/resize:fill:960:0:0/plain/https%3A%2F%2Fphotos.watchmedier.dk%2FImages%2Farticle11487282.ece%2FALTERNATES%2Fschema-16_9%2Fdoc7623mt7klfo10jdp56ct.jpg)
Relaterede artikler
Ny topchef på plads hos EDC-kæden
For abonnenter