Familieejet ejendomsselskab i Nordjylland går i opkøbsoffensiv med nyt navn

Slut med A. Enggaard Ejendomme og goddag til Tecta Invest. Det er resultatet af et direktør- og generationsskifte, der skal give selskabet en mere selvstændig rolle uden for Enggaard-imperiet.
Nyt firmanavn gør det muligt at give ejendomsselskabet en mere synlig selvstændig profil, siger Jens Enggaard (tv.), der her ses med adm. direktør Jesper Brøndum. | Foto: Michael Bo Rasmussen / Tecta Invest
Nyt firmanavn gør det muligt at give ejendomsselskabet en mere synlig selvstændig profil, siger Jens Enggaard (tv.), der her ses med adm. direktør Jesper Brøndum. | Foto: Michael Bo Rasmussen / Tecta Invest

Aalborg og Nordjylland er ensbetydende med A. Enggaard.

Den nordjyske entreprenørfamilie med forgreninger til bl.a. ejendomme, udvikling og materieludlejning, lader nu ejendomsforretningen med aktiver for 650 mio. kr. få nyt navn.

I stedet for A. Enggaard Ejendomme er navnet Tecta Invest, og med Jesper Brøndum som ny direktør og Jens Enggaard som bestyrelsesformand skal der nu sættes mere fart på opkøbsstrategien, meddeler selskabet i en pressemeddelelse.

”Tecta betyder ”bygninger” på latin. Og velbeliggende kvalitetsbygninger i form af primært udlejningsejendomme til erhverv er, hvad firmaet før som fremover primært fokuserer på. Men fremover ikke længere så ubetinget," udtaler Jesper Brøndum, der vil skabe en bredere palette til såvel kontorer, detailhandel og også boliger.

Han tiltrådte 1. november fra en stilling som direktør arkitektfirmaet Erik, hvilket EjendomsWatch omtalte i september.

Vil sprede risikoen

Det nye Tecta Invest ønsker større synlighed, aktive kunderelationer og bl.a. at kunne tilbyde mere bæredygtighed. Samtidig vil Aalborg-firmaet opkøbe flere boligudlejningsejendomme i Aalborg-, Aarhus- og Københavnsområdet for at sprede risikoen – uden at reducere sin portefølje af erhvervsejendomme, fremgår det.

Det nye navn er en konsekvens efter, at brødrene Jens og Asger Enggaard tidligere i år foretog et længe planlagt generationsskifte i familievirksomheden.

”Det giver bedst mening, at Asger og jeg ikke ejer virksomheder med forvirrende navnesammenfald. Og samtidig gør firmanavneændringen det nu også muligt at give ejendomsselskabet en mere synlig selvstændig profil”, udtaler Jens Enggaard.

Direktøren supplerer:

"Hvis vores lejere herunder erhvervslejere har de rette adressemæssige muligheder for at drive en sund forretning, så har Tecta også en bedre mulighed for at drive sund forretning på baggrund af langvarige, tillidsfulde samarbejder."

”En god aftale har to tilfredse samarbejdspartnere. Tectas lejere opfatter vi ikke som bare et kontraktligt bundet passivt kundeforhold, men derimod som ligeværdige samarbejdspartnere. Det vil f.eks. sige, at vi også er opmærksomme på at vise fleksibilitet og hjælpe dem nemt og omkostningsfornuftigt videre til andre aktuelt mere relevante adresser, større eller mindre lokaliteter, hvis der viser sig behov for det," tilføjer han.

Tecta Invest har indtil videre administration i kontorer i materieludlejeren BMS' hovedsæde i Nørresundby - en anden gren af Enggaard-imperiet.

Enggaard-selskab henter ny direktør hos jysk arkitektfirma 

Ejendomsudvikler taber sag mod Aalborg Kommune

Nordjysk ejendomsselskab mærker lavere aktivitet

Generationsskifte hos nordjyske Enggaard 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også