Tidligere erhvervsmægler skifter til Nrep: "Det var lige det jeg ledte efter"

Den tidligere Lintrup & Norgart-direktør Thomas Wenzell Gram-Olesen er ny chef for udlejning, kundekontakt og drift af kontorejendomme gennem Nrep-brandet Woods. Det skal frem mod 2025 råde over 500.000 kvm kontorejendom i København. Over for EjendomsWatch uddyber han jobskiftet, hvor en plan som selvstændig er skrinlagt.
"Jeg ønskede at komme tilbage til ejersiden og at arbejde med ejendommene over en længere periode og få både dem og kunderne ind under huden," siger Thomas Wenzell Gram-Olesen om skiftet fra Lintrup & Norgart til NREP. | Foto: PR / NREP/Kontraframe.dk
"Jeg ønskede at komme tilbage til ejersiden og at arbejde med ejendommene over en længere periode og få både dem og kunderne ind under huden," siger Thomas Wenzell Gram-Olesen om skiftet fra Lintrup & Norgart til NREP. | Foto: PR / NREP/Kontraframe.dk

Den nordiske ejendomsinvestor og -udvikler Nrep har fået fingre i en profil fra branchen, nemlig Thomas Wenzell Gram-Olesen. Han skal fremover være chef for udlejning, kundekontakt og drift af Nreps danske kontorejendomme gennem brandet Woods.

Thomas Wenzell Gram-Olesen har en fortid som landechef i ejendomsselskabet Norrporten/Castellum og senest som direktør hos erhvervsmægleren Lintrup & Norgart, hvor han stoppede i starten af året.

"Når man sidder i en virksomhed i Lintrup & Norgart, så har man ofte nogle korte berøringer med ejendommene. Jeg ønskede at komme tilbage til ejersiden og at arbejde med ejendommene over en længere periode og få både dem og kunderne ind under huden," siger Thomas Wenzell Gram-Olesen til EjendomsWatch.

"Så kom jeg i dialog med Nrep, som var begyndt at satse på kontorejendomme, og det var lige det, jeg ledte efter. Det var et super godt match," fortsætter han.

Egentlig var planen, at Thomas Wenzell Gram-Olesen skulle være selvstændig. Men han har hele tiden været meget åben for, hvordan hans arbejdssituation konkret skulle være. Det vigtigste var, at komme tilbage på "den anden side af bordet", på investorsiden.

"Jeg har også fået mange, fine tilbud, som jeg valgte at takke nej til, fordi der ikke var det strategiske og operationelle fokus, som jeg var opsat på at komme tilbage til," siger han.

Vil ændre branchen

Thomas Wenzell Gram-Olesen fortæller, at han er tiltrukket af virksomheden, som han mener har bevaret "en entreprenant ånd", og som har været "helt outstanding på kapitalrejsning og eksekvering af strategier."

"Nrep har nogle meget ambitiøse planer om at opbygge en portefølje på 500.000 kvm kontor frem mod 2025, og det har selvfølgelig også tændt mig. Jeg ved, at når Nrep melder sådan noget ud, så gør man det ikke halvt," siger Thomas Wenzell Gram-Olesen.

Han er overbevist om, at han gennem Woods kan være med til at ændre ejendomsbranchen. Han lægger vægt på, at service og kundetilfredshed skal fylde mere i de løsninger, man tilbyder, end det er tilfældet i øjeblikket.

"Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kommer til at rykke på den måde, man driver og udlejer kontorejendomme. Jeg tror, vi vil arbejde med en helt anden tilgang til kunderne, hvor vi er meget mere hands-on," siger Thomas Wenzell Gram-Olesen.

Erhvervsmægler siger farvel: Vil forfølge en drøm som selvstændig rådgiver 

Lintrup & Norgart får ny partner

NREP i ny alliance med Norden: Kan kaste milliardinvesteringer af sig 

Lintrup & Norgart uddanner mæglerstab: Vi tror på den bæredygtige udvikling

Ny Castellum-chef i Danmark er på trapperne 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også