Cheføkonom: Coronavirus udgør en reel risiko for boligmarkedet

Hovedscenariet fra Arbejdernes Landsbank er, at det kan påvirke boligefterspørgslen og priserne på kort sigt, da det for en periode kan give en vis tilbageholdenhed hos boligkøberne.
"Det er endnu for tidligt at konkludere endeligt på virussets økonomiske konsekvenser, og om der kommer et slag til boligmarkedet, men det er så absolut en risiko, vi bør holde øje med," lyder det fra cheføkonom i Arbejdernes Landsbank. | Foto: Jens Dresling / Politiken / Ritzau Scanpix
"Det er endnu for tidligt at konkludere endeligt på virussets økonomiske konsekvenser, og om der kommer et slag til boligmarkedet, men det er så absolut en risiko, vi bør holde øje med," lyder det fra cheføkonom i Arbejdernes Landsbank. | Foto: Jens Dresling / Politiken / Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Boligmarkedet i Danmark risikerer også at blive påvirket af udbruddet af coronavirus, som i de seneste dage er accelereret herhjemme og tirsdag førte til nye henstillinger fra regeringen og sundhedsmyndighederne.

Det vurderer cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank, som dog i hovedscenariet kun venter en effekt på den korte bane, men flager en risiko for en endnu større påvirkning.

"Med coronavirussets massive indtog i danskernes bevidsthed og på vores risikoradar, så er der ingen tvivl om, at det negative potentiale er reelt. Det er endnu for tidligt at konkludere endeligt på virussets økonomiske konsekvenser, og om der kommer et slag til boligmarkedet, men det er så absolut en risiko, vi bør holde øje med," skriver han i en kommentar.

Afgørende i den henseende er, hvor dybe spor coronavirusset kan sætte på økonomien, og det er betinget af, hvor bredt og hvor længe sygdom og usikkerheden varer ved. Bankens hovedscenarie er, at det kan påvirke boligefterspørgslen og priserne på kort sigt, da det for en periode kan give en vis tilbageholdenhed hos boligkøberne.

"Det forventer vi så samles op igen, når virussen engang kommer på afstand og inddæmmes. For nuværende forventer vi, at der fortsat er pil op med prisfremgang på boligmarkedet over det kommende år. Det økonomiske bagtæppe er bundsolidt med høj beskæftigelse og pæn fremgang i reallønnen. Formår virusset dog for alvor at påvirke den samlede økonomi i større grad med blandt andet ledighed til følge, som der er en reel risiko for, så vil det også ramme boligmarkedet i ikke uvæsentlig grad," skriver Jeppe Juul Borre.

Den rekordlave rente vurderer han i det tilfælde "blot vil være en hjælpende hånd i et ellers negativt scenarie", og at der er ingen tvivl om, at udfaldsrummet på boligmarkedet er blevet større.

Nye tal for Boligsiden viser dog fortsat fryd og gammen på boligmarkedet, men er i den henseende også gamle tal. Tallene fra Boligsiden viser, at huspriserne i februar lå 4,7 pct. højere sammenlignet med for et år siden. På lejlighedsmarkedet er priserne steget med 4,9 pct. Endnu hurtigere er det gået for sommerhuspriserne som i februar lå 10,9 pct. højere end et år tidligere.

"Det seneste års rentefald har i den grad sat skub i boligmarkedet, og prisstigningerne er aktuelt på det højeste i flere år. Der er ingen tvivl om, at rentefaldet har haft en massiv betydning for boligmarkedet, som har fået mange boligkøbere til at realisere boligdrømmen. Og det sker på et i forvejen solidt bagtæppe med rekordhøj beskæftigelse og danskernes oplevelse at få flere penge mellem hænderne med pæn reallønsfremgang. 2019 var det største handelsår for huse i mere end et årti, og det ser vi reflekteret i de pænt stigende boligpriser," siger Jeppe Juul Borre om februartallene.

Coronavirus tvinger hotelkæde til at nedjustere – kunder bliver væk

Nordicals: Corona-epidemi kan påvirke ejendomsmarkedet

Jeudan-chef venter lidt flere ledige lejemål: "Det forstyrrer ikke min nattesøvn"

Coronavirus udskyder Mipim-messe til juni 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også