Direktører skifter mellem ATP Ejendomme og Danica

ATP Ejendomme hyrer Danica Ejendommes topchef André Scharf som investeringsdirektør. Hans plads overtages af tidligere ATP Ejendomme-direktør Michael Nielsen.
André Scharf er ny investeringsdirektør i ATP Ejendomme fra 1. maj. | Foto: PR
André Scharf er ny investeringsdirektør i ATP Ejendomme fra 1. maj. | Foto: PR

En af landets største ejendomsinvestorer, ATP Ejendomme, ansætter fra 1. maj André Scharf som investeringsdirektør med ansvar for asset management og udenlandske investeringer, oplyser selskabet.

André Scharf kommer fra en stilling som direktør for Danica Ejendomsselskab, hvor han har været ansat de seneste otte år.

Han får ansvar for udvikling af asset management-funktionen samt udenlandske investeringer, mens nuværende investeringsdirektør Kenneth Olsson er ansvarlig for transaktioner og projektudvikling i Danmark.

"Væksten i udviklingsporteføljen gør, at vi har behov for at udvide organisationen. Med ansættelsen af André Scharf, som har erfaring med ejendomsinvesteringer i både ind- og udland, styrker vi vores fokus på både asset management og projektudvikling, som vil fylde meget fremover. Vi bygger en robust organisation til de opgaver, vi står over for," siger Martin Vang Hansen, adm. direktør i ATP Ejendomme, i meddelelsen.

"Vi skal udvikle projekter for i omegnen af 10 mia. kroner, og det vil kræve fuld opmærksomhed. Derfor er jeg glad for, at André er kommet med ombord for at drive ATP Ejendommes kommercielle aktiviteter i samarbejde med mig”, siger Kenneth Olsson i meddelelsen.

Scharf indtræder i direktionen, der i dag består af adm. direktør Martin Vang Hansen, investeringsdirektør Kenneth Olsson og property management-direktør Christian Hartmann.

"Gennem arbejdet med aktivt ejerskab af den enkelte ejendom samt eksekvering på voksende ambitioner i forhold til klima og bæredygtighed, skal vi skabe et langsigtet robust og ansvarligt afkast til ATP's medlemmer," siger André Scharf i meddelelsen.

Comeback til tidligere ATP-chef

I Danica Ejendomme overtager tidligere direktør i ATP Ejendomme Michael Nielsen pladsen efter 40-årige André Scharf.

"Vi glæder os over at have fået en stor og erfaren kapacitet som Michael Nielsen til at stå i spidsen for Danica Ejendomme. Danica Ejendomme står overfor en spændende periode med færdiggørelsen af en række store boligudviklingsprojekter, og vi er sikre på, at Michael er den rigtige til at sikre, at vi leverer attraktive ejendomme, der udvikler de byer og områder, de er en del af, og som samtidig bidrager til attraktive afkast til vores pensionskunder," siger adm. direktør i Danica Pension Ole Krogh Petersen i en særskilt meddelelse.

"Danica har en af de mest spændende ejendomsporteføljer på markedet med stor betydning for samfundet og de mange pensionskunder," siger Michael Nielsen i samme meddelelse.

De to pensionsinvestorer ejer i fællesskab Danske Shoppingcentre, der står bag 17 indkøbscentre rundt i Danmark.

Ny chef i ATP Ejendomme skal få porteføljen forbi 60 mia. kr. – øger fokus på projekter

Michael Nielsen: Hver enkelt ejendom har sin egen historie 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også