Pensionsselskab siger farvel til Aalborg med ejendomssalg til trecifret millionbeløb

Lokal investor overtager boligbyggeri med over 100 boliger. Den nordjyske by nærmer sig et overudbud af nybyggeri, som den underliggende befolkningsvækst ikke kan bære, mener pensionsselskabets ejendomschef i et interview med EjendomsWatch.
Aalborg Havn er blandt de steder i byen, hvor der bygges flittigt. | Foto: Ritzau Scanpix/Henning Bagger.
Aalborg Havn er blandt de steder i byen, hvor der bygges flittigt. | Foto: Ritzau Scanpix/Henning Bagger.

Landets tredjestørste pensionsselskab, Sampension, pakker nu sine sydfrugter og forlader ejendomsmarkedet i Aalborg.

I en trecifret millionhandel har pensionsselskabet, der har samlede ejendomsaktiver i ind- og udland for 18 mia. kr., solgt den centralt beliggende Aagades Passage med 102 etagelejligheder med i alt 7843 kvm boligareal, som Sampension selv opførte i 1993.

"Helt overordnet så det vores indtryk at Aalborg en by, der deler investorerne i to dele. Der er dem, der tror, at den forventede vækst i Aalborg kan absorbere alt det, der bliver bygget og nærmest ser byen overtage Aarhus som Jyllands hovedstad. Og så er der dem, som vi tilhører, der mener, at den underliggende efterspørgsel og tilflytningsmønstre ikke rigtig berettiger den byggeaktivitet, vi ser, eller i hvert fald vil betyde et betydeligt pres på lejepriser og tomgang," siger Søren Vendelbo Jacobsen, ejendomschef hos Sampension, til EjendomsWatch.

Køber af ejendommen er den lokale investor Calum, der i forvejen har en stribe ejendomme i og omkring Aalborg foruden i byer som København og Aarhus.

"Attraktiv pris"

"Vi kunne få en attraktiv pris, og jeg er sikker på, at også Calum er tilfreds med købet. Deres lokale kendskab og netværk gør formentligt at de har nogle muligheder for at arbejde med ejendommen, som vi som pensionskasse ikke har mulighed for," siger Søren Vendelbo Jacobsen.

"Det er ikke ensbetydende med, at Aalborg er et fundamentalt dårligt marked, for der er vækst i området, men der er bare blevet bygget enormt meget og med mere på vej. Vi kan jo se, at mange af vores kollegaer i branchen tilhører den anden kategori af investorer, som tror på at væksten i Aalborg er nok til at absorbere udbuddet. Samtidigt spiller det selvfølgelig også ind, at det er den eneste boligejendom, vi har i Aalborg. Og vi vil meget gerne have kritisk masse i de områder, vi er. Havde vi nu haft 10 ejendomme i Aalborg, så havde det formentligt været sværere at afhænde på kort sigt.”

Søren Vendelbo Jacobsen hæfter sig ved de seneste markedsrapporter, der nævner, at lejeniveauerne i Aalborg er kommet større under pres, netop i lyset af det betydelige udbud i byen.

Måske ikke ude for good

Han vil dog ikke udelukke, at byen igen kan blive interessant, når priser og udbud en dag har fundet et andet leje:

"Salget behøver ikke betyde, at vi ude af Aalborg for good – men kan vi placere pengene andre steder i attraktive projekter, hvor vi tror mere på den kortsigtede udbud og efterspørgsel, så vil vi hellere det," siger Sampensions ejendomschef.

Mens Sampension trækker sig Aalborg er især konkurrenten PFA stærkt til stede i byen, hvor man bl.a. er medinvestor i kommunens arealudviklingsselskab.

Den nu solgte ejendom, hvor handelsprisen ifølge Boliga er 166 mio. kr., har Sampension selv opført i tidernes morgen, og derfor har udviklingsgevinsten bidraget til et afkast højere end normalt, siger han:

"Og så har vi også været begunstiget af, at Aalborg er vokset over de 20 år. Så det har været en rigtig god investering for os."

Sampension har danske ejendomme for omkring 8 mia. kr., mens andre 10 mia. kr. er placeret i udlandet, fortrinsvist gennem direkte investeringer og i mindre grad gennem fonde med andre investorer.

I alt havde pensionselskabet ved årsskiftet en pensionsformue på 286 mia. kr. fordelt på knap 300.000 kunder, der overvejende er kommunalt og statsligt ansatte.

Direktør i Sampension: "Vi fik et godt tilbud"

Sampension køber 121 lejligheder for trecifret millionbeløb i Roskilde 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også