Aalborg-borgmester er opløftet over investor-interessen på ejendomsmesse

MIPIM 2019: Interessen fra investorer, der gerne vil sætte penge i landets fjerdestørste by, har været overvældende, siger Thomas Kastrup-Larsen til EjendomsWatch efter at have slået på tromme for den nordjyske hovedstad på dette års Mipim-messe.
Aalborg-borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S). | Foto: Ritzau Scanpix/Søren Schnoor
Aalborg-borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S). | Foto: Ritzau Scanpix/Søren Schnoor

Det er en tilfreds og optimistisk borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen (S), der nu vender næsen hjem til det nordjyske efter endnu engang at have været på ejendomsmessen Mipim i Sydfrankrig for at møde mulige investorer og pleje allerede etablerede kontakter.

Aalborg, der de sidste syv år har fået 15.000 flere indbyggere, har gang i en række udviklingsprojekter både på Stigsborg Havnefront og på det lidt længere sigt Sygehus Nord, der fraflyttes og efterlader en central placering i byen til andre formål.

"Jeg er virkelig opløftet. Også over de kreative ideer, vi er blevet præsenteret for. Mange er kommet med projekter, vi ikke selv har haft tænkt på, men hvor de har sagt: Hvad vil I sige, hvis vi investerer i det og det område? Så det har været fantastik berigende og spændende," siger Thomas Kastrup-Larsen, da EjendomsWatch fanger ham på telefonen fra Cannes.

Hvor er interessen størst?

"Det er helt klart, at Sygehus Nord er et område, som der er en fantastisk stor interesse omkring. Mange vil gerne være med til at udvikle et område, der ligger så tæt inde i Aalborg og rummer de muligheder, der ligger der," siger han og nævner også Stigsborg Havnefront og området omkring Aalborg Universitet.

Men er det noget, der materialiserer i noget konkret?

"Helt klart. Vi har nogle helt konkrete byggefelter til salg, både på Stigsborg Havnefront, Jyllandsgade, Scoresbysundvej og Universitetsboulevarden, som jeg tænker kan realiseres inden for kort ind. Sygehus Nord er nok mere på et femårigt perspektiv, før man er i gang der. Men jeg vil ikke være overrasket, hvis vi inden årets udgang vil se de her områder være handlet," siger Thomas Kastrup-Larsen.

Også udenlandske investorer

Ifølge borgmesteren kommer interessen fra en blanding af investorer, hvor der både er nye og gengangere i form af store danske institionelle investorer.

"Og så er der også enkelte udenlandske kapitalfonde, der kigger på os. Og vi kan fornemme, at de kender Aalborg rigtig godt og har nogle klare holdinger til, hvor de vil investere og gerne vil Aalborg mere, end de allerede er," siger Thomas Kastrup-Larsen, der også peger på, at byens vækst og tilkomsten af 7000 flere arbejdspladser over de sidste fire år har fået den nordjyske by med egen lufthavn mere på investorernes radar.

I ugens løb fejrede Aalborg-delegationen på Mipim, at regeringen og Dansk Folkeparti har aftalt, at byen får en tredje forbindelse over Limfjorden.

"Det er virkelig en vækstgenerator," siger borgmesteren, der uanset et eventuelt regeringsskifte føler sig overbevist om, at forbindelsen kommer.

"Mette Frederiksen er jo valgt i Aalborg," siger han.

Investeringsplan til 112 milliarder kroner skal give 450 kilometer nye veje

Tre virksomheder kæmper om universitetsprojekt til 200 mio. kr. 

Almene boligselskaber vil tættere på de private penge

Nordjysk ejendomshandel til 150 mio. kr. ryger på gulvet – igen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også