AP Pension indgår aftale om at bygge Kolding-højhus

Pensionsselskabet har indgået en aftale med Bjert Invest, der betyder, at AP Pension skal bygge og udvikle det nye højhus Kolding Sky, der indtil videre har ladet vente på sig bl.a. grundet uenigheder om lokalplanen.
AP Pension investerer i Kolding Sky-højhuset. | Foto: Illustration/Arkitema Architects.
AP Pension investerer i Kolding Sky-højhuset. | Foto: Illustration/Arkitema Architects.

AP Pension kommer til at stå bag byggeriet og udviklingen af det nye højhus Kolding Sky, der med sine 19 etager og 70 meters højde kommer til at kunne rumme 100 nye boliger.

Det skriver AP Pension, der har indgået en aftale med Bjert Invest, der står bag idéen til det nye højhus, i en pressemeddelelse.

Processen er indtil nu ikke forløbet problemfrit. Uenighed om lokalplanen og problemer med at få solgt det ønskede antal boliger har tidligere gjort, at Bjert Invest, der er ejet af lokale investorer, måtte hive i nødbremsen. Men nu kan projektet altså blive til noget.

"Kolding Sky er et virkelig spændende projekt, som vi i AP Pension glæder os til at realisere. Kolding Sky kommer til at ligge centralt i Kolding, hvor de kommende beboere er midt i byen samtidig med, at de har udsigt til Koldings helt særlige natur og ikke mindst em enestående udsigt til fjorden," siger Peter Olsson, adm. direktør i AP Ejendomme, i meddelelsen.

Han tilføjer, at forhandlingsforløbet med Bjert Invest er forløbet godt og konstruktivt. Hos Bjert Invest er man glad for, at AP Pension investerer i byggeriet og medvirker til, at det bliver realiseret.

"Det glæder os meget, at AP Pension vil investere i Design City Kolding. Vi er stolte over, at AP Pension også kan se de mange muligheder i Kolding Sky, som vi kan se. Kolding Sky er et byggeri, der kan noget særligt, og vi glæder os til at opleve, at beboerne flytter ind," siger Martin Jensen, adm. direktør i Bjert Invest, i meddelelsen.

Kolding Sky forventes færdigbygget i 2021 og kommer til at indeholde 100 lejeboliger på 70-100 kvm.

Kolding-højhus lader vente på sig

Investor bag Kolding Sky hiver i nødbremsen

Arkitektfirma med over 400 ansatte taber penge på norsk satsning

Kun én protest mod Kolding-højhus i 19 etager 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også