Genrejst ejendomsmatador gafler hoteller for over en halv milliard

Michael Kaa Andersen bag Proark har købt seks britiske hoteller med over 800 værelser i en handel, der overstiger en halv milliard. Der udestår en større ombygning af hotellerne, der skal drives af fransk kæde og opgraderes fra tre- til firestjernede, siger han til EjendomsWatch.
Park Inn Bedford er ifølge EjendomsWatchs oplysninger blandt de købte hoteller. | Foto: Park Inn by Radisson.
Park Inn Bedford er ifølge EjendomsWatchs oplysninger blandt de købte hoteller. | Foto: Park Inn by Radisson.

Den danske ejendomsmatador Michael Kaa Andersen har haft den store pengepung fremme i Storbritannien, hvor han har købt seks hoteller gennem sin koncern Proark, hvor han også er adm. direktør.

De seks hoteller er såkaldte Park Inn-hoteller og salgsprisen lyder på over 500 mio. kr., oplyser Michael Kaa Andersen i et interview med EjendomsWatch.

"Vi gør rigtig meget i hoteller, og vi tror selvfølgelig på, at vi kan få en rigtig fornuftig forretning ud af det," siger Michael Kaa Andersen.

Økonomien til investeringen stammer fra egenkapital og lånekapital, selskabet har gennem en engelsk lånefond, oplyser han.

De seks hoteller skal bygges om for omkring 15 mio. pund (ca. 126 mio. kr.) og drives af den franske hotelkæde Accor.

Birmingham og Cardiff

Ifølge virksomhedsregistret har Proark købt hotellerne i virksomhedshandler gennem Proark Properties, hvoraf Michael Kaa Andersen ejer majoriteten.

Den adm. direktør vil ikke oplyse hotellernes præcise placeringer, men siger til EjendomsWatch, at fem af hotellerne er placeret i Midland ved Burmingham, mens det sjette ligger i Cardiff.

Ifølge EjendomsWatchs oplysninger, som senere er bekræftet af Michael Kaa Andersen, er der tale om hotellerne Park Inn Cardiff North, Park Inn Bedford, Park Inn Birmingham West, Park Inn Harlow og Park Inn Telford.

De seks hoteller har i dag mellem 119 og 172 værelser og sammenlagt 864 værelser.

Efter ombygningen af de seks hoteller ventes antallet af værelser at forblive omtrent det samme, oplyser Michael Kaa Andersen, men selskabet kigger på udvidelsesmuligheder for fem af ejendommene, som Proark ejer som freehold.

"Vi kigger på mulighederne for at lave andre former for udviklingsprojekter. Det kunne være bolig, parkeringshuse eller retail. Det er ikke sikkert, vi selv gør det, men så kan det være, vi skøder de muligheder væk, men det er ikke det, vi kaster os over i første omgang," siger han.

Den sjette ejendom er forpagtet med en tidsperiode på 44 år.

Firestjernet forvandling

Park Inn-hotellerne, der i dag er trestjernede, skal forvandles til Accor Mercure-hoteller i en ombygning til ca. 126 mio. kr., hvilket medfører en opgradering til fire stjerner.

"Accor har forskellige kategorier af hoteller, men vi bygger dem her om til Mercure. Der kommer nye værelser, og der kommer til at ske alt muligt over de næste seks måneder," siger Michael Kaa Andersen.

Han oplyser til EjendomsWatch, at man forventer at løfte omsætningen med ca. 50 pct. qua operatørskifte og bl.a. bedre konferencefaciliteter.

Proark har lavet management-kontrakter på 25 år med Accor for alle seks hoteller, oplyser han.

Proark har hotelinteresser i både Sverige, Danmark, Tyskland og Frankrig og har før haft hoteller i England.

Park Inn-konceptet hører under skandinaviske Radisson Hotel Group.

Hoteller i fokus

Michael Kaa Andersen sagde i et interview med EjendomsWatch i marts 2018, at hotelbranchen ville være i fokus i løbet af året.

Ejendomsstrategien var at igangsætte renoveringer af flere hoteller både i Danmark og i udlandet.

”Det nytter ikke noget at have et hotel med slidte værelser, barer og restauranter. Dem, der ikke mander sig op, vil få tæsk de kommende år, simpelthen fordi der kommer nye produkter på banen,” sagde han dengang til EjendomsWatch.

Dengang lød fordelingen af den samlede portefølje på ca. 25 pct. i hoteller, 25 pct. i kontor, 25 pct. i retail, 10 pct. i industri og 15 pct. i boliger.

Michael Kaa Andersen, adm. direktør i Proark. | Foto: Ritzau Scanpix/Mik Eskestad.
Michael Kaa Andersen, adm. direktør i Proark. | Foto: Ritzau Scanpix/Mik Eskestad.

Ejendomsinvestoren Michael Kaa Andersen blev hårdt ramt af finanskrisen, hvorefter kreditorerne overtog kontrollen med en stor del af Proark.

For at genvinde kontrollen med selskabet overtog Michael Kaa Andersen selv gælden ved at købe kreditorernes tilgodehavender, men krisen betød også, at han måtte frasælge ejendomme.

Siden har han arbejdet for at reetablere selskabet, hvilket for alvor har vist sig at give resultater i de seneste årsregnskaber.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også