Blackstone-sagen fortsætter: Minister kaldt i samråd

Enhedslistens Pelle Dragsted kalder boligminister Ole Birk Olesen (LA) i samråd for at svare på spørgsmål om den amerikanske kapitalfondsinvestor Blackstone, der har gjort sit indtog i hovedstaden.
Pelle Dragsted, erhvervsordfører for Enhedslisten. | Foto: Ritzau Scanpix/Gregers Tycho.
Pelle Dragsted, erhvervsordfører for Enhedslisten. | Foto: Ritzau Scanpix/Gregers Tycho.
AF TV2 LORRY

Sagen om Blackstones indtog på boligmarkedet i København er nu landet på ministerbordet hos transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Enhedslisten har kaldt ministeren i samråd, hvor partiet beder ministeren forholde sig til den amerikanske investors ageren på boligmarkedet i hovedstaden.

Samrådet sker, efter flere medier har afdækket Blackstones kontroversielle forsøg på at opkøbe ejendomme i hovedstaden, blandt andet 'Den Sønderjyske By' på Frederiksberg.

"Samrådet handler i første omgang om at høre, om ministeren deler den bekymring, som vi har, og i så fald hvad ministeren vil gøre ved den udvikling," siger Pelle Dragsted, erhvervsordfører for Enhedslisten, til TV 2 Lorry.

The Blackstone Group kom for første gang på både politikere og borgeres læber i efteråret 2018, da en af dens fonde opkøbte en fredet bygning i København, hvis historiske ateliers på tagetagen kunne se frem til at blive omdannet til luksus-taglejligheder.

Siden har bevågenheden mod Blackstone kun vokset sig større, da flere medier kunne fortælle, at kapitalfonden havde opkøbt en række ejendomme på Frederiksberg, herunder 'Den Sønderjyske By', for omkring en milliard danske kroner.

Også her er planen at modernisere byggeriet - og på den måde muliggøre at opkræve en højere husleje fra beboerne i ejendommen.

Blackstone, der er en af verdens største ejendomsinvestorer, er kendt for tilgangen 'buy it, fix it, sell it' for på den måde at opnå størst muligt afkast for investorerne.

Men netop den tilgang strider grundlæggende mod de værdier, ejendomsmarkedet i hovedstaden hviler på, lyder kritikken fra folketingspolitikerne Pelle Dragsted og Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

"Det er stærkt bekymrende, for det vil ændre mulighederne for, at almindelige mennesker kan bo til leje i København," siger Pelle Dragsted.

Derfor har politikerne bedt Transport-, Bygnings- og Boligudvalget på Christiansborg om at kalde ministeren for samme område, Liberal Alliances Ole Birk Olesen, i et åbent samråd om sagen.

Samrådet finder sted torsdag 10. januar 2019, og her ønsker politikerne en drøftelse af ministerens holdning til Blackstones opkøb og fremgangsmetoder i håb om, at der kan ændres i lovgivningen.

Hvis det ikke sker, forsvinder billige udlejningsboliger i København, lyder det.

I 'Den Sønderjyske By' glæder Søren Berg sig over det kommende samråd.

På vegne af beboerne har han sammen med jurister og advokater kæmpet for at omstøde salget af ejendommen til den amerikanske kapitalfond.

Selvom det ikke er lykkedes - og at der fortsat ikke er udsigt til, at det vil lykkes - håber også han, at der bliver ændret i lovgivningen i området, så der ikke opstår lignende sager i Danmark i fremtiden.

"Det er selvfølgelig ærgerligt, at det skal ske så sent i vores egen proces (i 'Den Sønderjyske By', red.), men måske kan nogle lovændringer redde nogle mennesker ude i fremtiden. Det håber jeg da," siger Søren Berg til TV2 Lorry.

På Christiansborg håber Enhedslistens gruppe i Folketinget desuden, at flere partier vil gå sammen om at stramme lovgivningen.

"Jeg tror ikke, at der var mange, som havde forestillet sig, at vi skulle se de her globale kapitalfonde vælte ind på det københavnske boligmarked med det ene formål at tjene en masse hurtige penge."

"Derfor håber jeg virkelig, at vi kan samle et politisk flertal herinde for at få lukket for denne her manøvre," siger Pelle Dragsted.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzau Bureau på vegne af TV2 Lorry.)

Skandale i boligfond: Udleverer beboeres CPR-numre

Blackstone-handel til omkring 1 mia. kr. kan falde til jorden

Lejere vil bekæmpe kapitalfond med skøde i hånden

Frederiksberg-politiker om Blackstone-handel: "En pinlig sag"

Amerikansk ejendomsgigant opkøber boliger på Frederiksberg

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også