Amerikansk ejendomsgigant opkøber boliger på Frederiksberg

Beboerne i tre ejendomme på Frederiksberg er stærkt bekymrede, efter verdens største ejendomsinvestor netop har opkøbt deres boliger for knap 1 mia. kr. (Opdateret.)
Beboerne i de tre ejendomme på Frederiksberg var mandag aften mødt op foran Frederiksberg Rådhus for at vise deres utilfredshed med Blackstone som køber af de ejendomme, som Frederiksberg Boligfond hidtil har ejet. | Foto: TV2 Lorry
Beboerne i de tre ejendomme på Frederiksberg var mandag aften mødt op foran Frederiksberg Rådhus for at vise deres utilfredshed med Blackstone som køber af de ejendomme, som Frederiksberg Boligfond hidtil har ejet. | Foto: TV2 Lorry
AF TV2 LORRY

(Artikel opdateret 5. december kl. 10.45, efter at TV 2 Lorry har rettet sin første og anden version af historien.)

Frederiksberg Boligfond har tirsdag formiddag sat underskriften, der betyder, at man sælger tre af fondens udlejningsejendomme til den amerikanske ejendomsgigant Blackstone.

Salgsprisen er ca. en milliard kroner og formand for Frederiksberg Boligfond er tilfreds.

"Vi er glade, fordi det giver os nogle strategiske muligheder i Frederiksberg Boligfond," siger fondens formand Flemming Brank til TV 2 Lorry.

De tre solgte Frederiksberg-ejendomme er Den Sønderjyske By, Peter Bangs Hus og Svalegården, og her er mange af beboerne bekymrede for fremtiden.

"De kan jo lave alle mulige forbedringer som folk ikke beder om, og det vil gøre, at de mennesker, der bor her, simpelthen ikke har råd til at bo her."

Sådan lyder det fra Søren Berg, der er beboerformand i Den Sønderjydske By på Sønderjyllands Alle, der er den største af de tre solgte ejendomme med 303 lejemål.

Beboerne frygter, at Blackstone vil skifte de almennyttige formål ud med en ensidig jagt på profit.

"Jeg har mødt beboere, der var chokerede og ikke forstod, hvad der skete, og troede, de ville blive sat på gaden med det samme," siger Søren Berg.

Blackstone forvalter investeringer for svimlende 457 milliarder dollar – 3000 milliarder kroner.

De seneste år har Blackstone købt mindst 140 boliger i hovedstadsområdet, med hjælp af den danske samarbejdspartner 360 North.

Når det gælder ejendomsinvesteringer, har de en strategi, der hedder: "Buy it fix it sell it" - køb det, renover det, sælg det.

De køber ejendomme, sætter dem i stand og sælger det til en ny ejer, der vil drive ejendommen på længere sigt. Det fremgår af deres egen hjemmeside.

Beboerne i Peter Bangs Hus på Peter Bangs Vej er også bekymrede. Deres 41 lejemål er også omfattet af aftalen med Blackstone.

"Jeg er sikker på, at man skal have nogle af dem, der bor her billigt til at flytte eller sætte deres lejligheder i stand, så man kan hæve prisen max," siger Laila Mortensen, som bor i Peter Bangs Hus.

"Jeg har boet her, siden jeg var gravid med min ældste, det er 18 år siden nu. Jeg er ikke interesseret i at flytte, fordi jeg ikke har råd til at bo her," siger Hilde Schroll Jespersen, som også bor i ejendommen.

Men formanden for Frederiksberg Boligfond ryster fortsat ikke på hånden, selvom han netop har solgt tre store ejendomme til Blackstone.

"Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at Blackstone vil gøre, hvad de kan, for at vise, at de ikke er så slemme, som nogle beboere har gjort dem til. Så skulle de virkelig også være nogle slemme drenge," lyder det fra Frederiksberg Boligfonds formand Flemming Brank til TV 2 Lorry.

Det har ikke været muligt at få en mundtlig kommentar fra 360 North eller Blackstone.

(Denne artikel og billedmateriale er videreformidlet af Ritzau Bureau på vegne af TV2 Lorry)

Efter amerikansk milliardfonds storopkøb i København brokker lejerne sig

360 North i millionslagsmål med nordmænd om Blackstone-aftale

Blackstone-handel skaber røre i kulturkredse

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også