EjendomsWatch

BR-konkurs sender ejendomsforvalteren Deas på overarbejde

Deas, der administrerer omkring en femtedel af landets butikscentre, kommer på hårdt arbejde, hvis det konkursramte Top-Toy beslutter at lukke samtlige Fætter BR-butikker. Indtil der kommer en officiel udmelding fra kurator, skal tiden bruges på at danne sig et overblik, siger afdelingsdirektør.

Fætter BR lejer sig ind i alle butikscentre i Deas' portefølje. Foto: Ritzau Scanpix/Claus Bech.

(Artikel rettet fredag 4. januar kl. 13.00 til 14 fra 17 butikker, samlet antal kvm for alle butikker rettet.)

Danmarks største ejendomsforvalter Deas skal finde en ny løsning til de butikscentre, selskabet administrerer, hvis det nyligt konkurserklærede Top-Toy beslutter at lukke alle sine Fætter BR-butikker, som i dag er repræsenteret i 14 centre i Deas' portefølje.

Hvis alle BR-butikkerne lukker skal der arbejdes hårdt for at fylde pladsen ud med nyt legetøj, siger Deas' afdelingsdirektør for center management til EjendomsWatch.

"Vi har 17 centre, og vi har dem næsten alle steder, så det er en stor sag. Det kommer til at sætte dagsorden rigtig mange steder, fordi vi skal finde ud af, hvordan vi repræsenterer kategorien legetøj i vores butiksmix fremadrettet," siger Finn Sture Madsen, der er ansvarlig for driften af butikscentrene i Deas' portefølje.

De 17 centre, hvor Deas står for driften, er alle ejet af Danske Shoppingcentre (DSC), der er et joint venture mellem ATP Ejendomme og Danica Pension.

Finn Sture Madsen oplyser, at Deas i første omgang er ved at danne sig et overblik over, hvad der skal ske med de forskellige Fætter BR-butikker.

"Vi har ikke fået noget officielt fra kurator endnu, men det vil komme relativt hurtigt. Ellers er processen, at vi ophæver alle lejemålene, og så er de ledige til genudlejning."

Shoppingcentrene i Deas' portefølje har hver en Fætter BR på mellem ca. 250 og 400 kvm, oplyser han. Det efterlader et samlet areal på minimum ca. 3500 kvm ledigt, hvis samtlige BR-butikker bliver lukket ned.

Butikscentre er for hele familien

I de centre, hvor Top-Toy vælger at opsige sine lejemål, skal der nyt lejetøj ind på den ene eller anden måde, oplyser Finn Sture Madsen.

"Det skal være muligt at købe legetøj i et center, hvor familier er så store kunder, så det har stor betydning for os, at vi finder en løsning på det."

Om det bliver i form af en ny spiller, der vælger at overtage butikkerne, eller om nogle af de øvrige butikker i centrene vælger at "opruste" på legetøj, kan man kun gisne om, siger Finn Sture Madsen, som oplyser, at han dog har svært ved at forestille sig et scenarie, hvor alle butikkerne bliver lukket.

"Det er så tidligt lige nu. Man kan spekulere i alle mulige udfald," siger han og henviser til Fonas konkurs i 2016, der endte med lukninger i langt de fleste af Deas' lejemål. To overlevede dog og blev konverteret til Elgiganten, som i alt overtog 10 af Fonas tidligere butikker.

Det er så tidligt lige nu. Man kan spekulere i alle mulige udfald.

Finn Sture Madsen, afdelingsdirektør i Deas.

Finn Sture Madsen ser samme løsning som et muligt resultat af Top-Toys konkurs, men et scenarie, hvor de eksisterende butikker skruer op for sortimentet af legetøj, kan også nemt blive en realitet.

"Det, der skete, da Fona gik konkurs, var, at der nogle steder åbnede eksempelvis en Power, men mere sædvanligt var det, at mange af telebutikkerne fik et langt større udvalg af elektronik."

Indtil videre har Salling Group (tidligere Dansk Supermarked, red.), der bl.a. driver Føtex, som også er markant til stede i storcentrene i Deas' portefølje, meldt ud, at de gerne vil bytte julegaver fra BR og Toys'R'Us, som de selv har i sortimentet.

Interesse fra dagligvare- og onlinebutikker

Fætter BR's konkurs har fået flere aktører på det danske marked til at se muligheder for at øge indsatsen på området for legetøj, skriver Finans.

Fætter BR-konkurs får Coop og netbutikker til at se nye muligheder

Dagligvarekoncernen Coop følger situationen nøje, mens netbutikken Coolshop melder sig klar til at købe op i konkursboet i form af både butikker og varelager.

"Vi kunne godt tænke os at stå stærkere, også i byer, der nu mister deres legetøjsbutik. Men forudsætningen for, at legetøjsbutikker i dag kan blive en succes, er, at man genskaber magien i butikkerne," siger Jacobs Riisgaard, direktør og medejer i Coolshop, til TV2 Nord, ifølge mediet.

Hos Coops konkurrent Salling Group forholder man sig mere afventende, fremgår det.

Fætter BR har godt 220 butikker fordelt mellem Danmark, Sverige, Norge, Finland, Færøerne og Tyskland, oplyser Top-Toy på sin hjemmeside.

Kollapset i Top-Toy betød, at mere end 3000 medarbejdere mistede jobbet.

Fætter BR erklæres konkurs

Fætter BR vinker farvel i ni danske byer

Legetøjskoncern lukker op mod 100 butikker efter milliardunderskud

Elgiganten overtager 10 Fona-butikker

Butikscentre mister Fona-butikker på stribe

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier