Jeudan vinder pris for informative årsrapporter

Ejendomsselskabet er ifølge Finansforeningen et pejlemærke i en branche med "mange farverige selskaber." Også ISS får anerkendelse for sin kommunikation til aktiemarkedet. (Opdateret.)
Foto: PR / Jeudan
Foto: PR / Jeudan

(Artikel opdateret 25. januar kl. 9 med kommentar fra Jeudan.)

Det børsnoterede ejendomsselskab Jeudan har branchens mest informative årsrapporter, og selskabet giver investorer et godt indblik i sine risikoelementer.

Det konkluderer Finansforeningen, der er organisation for finansanalytikere, efter at foreningen onsdag aften uddelte dette års informationspris og specialpris til selskaber, der har udmærket sig særligt positivt.

Mens ISS vinder informationsprisen, blandt andet for sin kommunikation til aktiemarkedet og en kompetent afdeling for investorrelationer, vinder Jeudan og adm. direktør Per Hallgren specialprisen for at sætte standarden for, hvad en årsrapport i ejendomsbranchen bør indeholde.

"I en branche karakteriseret ved mange farverige selskaber sætter Jeudan fanen højt og er blevet pejlemærket for hele branchen," hedder det i kommentaren fra Finansforeningens regnskabsudvalg.

"Jeudan belønnes for sin klare opdeling på driftsindtjening og værdijusteringer i sine regnskabsopstillinger. Samtidig indeholder koncernens årsrapporter branchens bedste risikoafsnit med en ærlig gennemgang af markedsforhold og kunderisici," lyder det videre.

"Ikke bleg for at advare om overophedning"

Finansforeningen fremhæver desuden Jeudans følsomhedsberegninger og simuleringsmodel på selskabets hjemmeside.

"Et glimrende værktøj for investor til at vurdere effekten af rente- og lejeniveauer for koncernens samlede værdi," oplyser Finansforeningen, der fortsætter roserne:

"Jeudans forretningsmodel bygger på virksomhedens kerneværdier; ordentlighed, dygtighed og tilgængelighed. I den sammenhæng indeholder selskabets årsrapport år efter år en befriende ærlig beskrivelse af det københavnske ejendomsmarked, og ledelsen er ikke bleg for at advare om overophedning – noget som den øvrige ejendomsbranche kunne lære noget af."

Den klare anerkendelse vækker glæde hos Jeudans topchef Per W. Hallgren:

"Vi er meget tilfredse med at modtage prisen, som er en anerkendelse af vores forretningsmodel og vore kerneværdier. Vi stiler højere end at aflægge et redeligt regnskab. Vores mål er et højt informationsniveau, hvor vi præsenterer vores interessenter for en klar og nøgtern beskrivelse af koncernens strategi, samlede udvikling og risici," siger han i en pressemeddelelse.

Regnskabspriserne blev onsdag uddelt ved Finansforeningens nytårmiddag, der i år fandt sted for 32. gang.

Formand for Finansforeningens regnskabsudvalg er Niels Granholm-Leth, Carnegie Investment Bank, mens udvalget desuden er sammensat af folk fra Danske Bank, SEB, ATP, Lind Invest, Deloitte og Impact Partners.

Jeudan-topchef ser afslappet på stigende kundeafgang

Jeudan køber otte ejendomme i København for 670 mio. kr.

Jeudan poster trecifret millionbeløb i nordsjællandske studieboliger

Pengetank vil gerne eje mere af Jeudan 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også