Jeudan poster trecifret millionbeløb i nordsjællandske studieboliger

Omdannelsen af tidligere Dong-domicil skaber nyt liv i ejendom købt for over 300 mio. kr. Over for EjendomsWatch åbner topchef Per W. Hallgren op for salgsmuligheder efter ombygningen. Lejer melder om stor appetit på flere studieboliger i nærheden af DTU nord for København.
Per W. Hallgren, adm. direktør i Jeudan. | Foto: PR
Per W. Hallgren, adm. direktør i Jeudan. | Foto: PR

Ejendomsselskabet Jeudan smøger ærmerne og bygger den tidligere kontorejendom Linde Allé 5-9 i Nærum nord for København om til 300 studieboliger. Projektet løber ifølge adm. direktør Per W. Hallgren op i et "trecifret millionbeløb".

Den nye forretningsmodel for ejendommen bygger på en langvarig lejeaftale med Boligfonden DTU, som skal stå for udlejning og den daglige administration. Derfor vælger Jeudan at investere i samt — i første omgang — beholde ejendommen i porteføljen, der ellers via frasalg og opkøb de senere år er blevet fokuseret omkring København K.

"Det er sådan en sag, hvor ejendommen har haft en tilværelse, hvor den nu kan opfylde et nyt, udpræget behov i området. Vi har fundet en god, hensigtsmæssig og effektiv løsning på den her, hvor Boligfonden DTU ikke skal ind over os hver gang, der skal ske et eller andet," siger Per W. Hallgren til EjendomsWatch.

Han fortæller, at det er for tidligt at komme med det præcise afkast, inden boligerne forventes at være indflytningsklar i sensommeren 2018. Han erklærer sig dog tilfreds med udsigterne for ejendommen.

"Afkastet vil ikke stikke af fra det generelle afkast i vores ejendomsportefølje. Vi har en lang løbetid på Boligfonden DTU's lejekontrakt, der gælder et tocifret antal år. På den baggrund er vi tilfredse med afkastet."

Udover ombygningen til 300 studieboliger omfatter planerne også nybyggeri af 16 PhD- og forskerboliger, som forventes at stå færdige i starten af 2019.

Jeudan bygger studieboliger i Nordsjælland

Købte af Mikael Godschmidt

Den ca. 12.400 etagemeter store ejendom købte Jeudan for 302 mio. kr. i 2013 af M. Goldschmidt Ejendomme, ejet af ejendomsmilliardæren Mikael Goldschmidt. Her var ejendommen lejet ud til Dong, der siden slankede organisationen og ønskede at komme ud af den langvarige lejekontrakt.

"Vi kunne have valgt at fastholde Dong på lejeaftalen, men da vi samtidig så konverteringsmuligheden, forhandlede vi en aftale på plads, hvor de kunne forlade ejendommen," siger Per W. Hallgren.

Er det planen at beholde de færdige ungdomsboliger på bøgerne, eller er konverteringen en måde at skabe en bedre salgscase for det her aktiv?

"Vi har lovet Rudersdal Kommune og Boligfonden DTU, at vi færdiggør det her projekt. Hvad vi så gør på længere sigt, har vi ikke taget stilling til endnu. Ejendommen kommer til at give et markedsafkast efter udlejningen til Boligfonden DTU."

Alle de 300 boliger får eget bad og toilet. I de mindre studieboliger, der udgør lidt over halvdelen, skal 12 studerende efter planen deles om et fælles køkken og opholdsrum.

Per W. Hallgren kalder konverteringen af Linde Allé 5-9 ukompliceret og fremhæver de grønne områder ind mellem bygningerne, som ifølge Jeudan-topchefen skal give et campus-agtigt miljø. | Foto: Cowi/Geodatastyrelsen
Per W. Hallgren kalder konverteringen af Linde Allé 5-9 ukompliceret og fremhæver de grønne områder ind mellem bygningerne, som ifølge Jeudan-topchefen skal give et campus-agtigt miljø. | Foto: Cowi/Geodatastyrelsen
Lejer efterspørger flere studieboliger

Hos den kommende lejer i ejendommen, Boligfonden DTU, ser direktør Mikael Hyttel Thomsen frem til at tilføje de 300 boliger til fondens store behov for studieboliger til særligt studerende fra udlandet.

"Vi har ca. 800 boliger under administration i dag og ønsker tre gange mere, og vi er langt fra at være i mål. Vi er en formålsfond uden kapital, hvor vi skal ud og lave alliancer, hvor vi kan gennemføre projekter sammen. Her har vi et godt produkt med et fornuftigt afkast til den rigtige investor," siger Mikael Hyttel Thomsen til EjendomsWatch.

Fonden er stiftet med det formål at etablere universitetsnære boliger, herunder formidle, bygge og indgå lejeaftaler som med Jeudan. Boligerne skal ligge halv times transport via den offentlige eller "en god cykeltur" til DTU's campusser, hvor størstedelen ligger i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Fra Jeudans ejendom i Nærum kan DTU i Lyngby nås på 10 minutter. Boligfonden lejer primært ud til studerende, der lige er ankommet til Danmark og ofte på kortere kontrakter på et år eller to, så der er stor udskiftning i boligerne.

"Det har været helt centralt for os, at det skulle være Boligfonden DTU, der skulle håndtere den her ejendom i hverdagen. De har boligbehovet, hvor de mange udenlandske studerende gør det uhensigtsmæssigt, hvis den udlejning skal ske i dagligt samarbejde mellem fonden og Jeudan," siger Per W. Hallgren.

Boligfonden DTU har også indgået en aftale med Pensiondanmark om at bygge studieboliger.

Pensiondanmark vil opføre 1300 studieboliger med DTU

Pensiondanmark skærper kampen om at huse studerende

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også