Frederiksberg bygger 50 boliger til flygtninge

Boligselskabet FFB skal være bygherre på boliger, hvor huslejen kan holdes på 2500 kr. om måneden.
Foto: PR-visualisering
Foto: PR-visualisering

Kommunalbestyrelsen på Frederiksberg har netop vedtaget et nyt boligprojekt på Roskildevej, i udkanten af Solbjerg Kirkegård. Det betyder, at boligselskabet FFB skal være bygherre for 50 små boliger, der opføres som arkitekttegnede kuber med hver to boliger a 33 kvm, meddeler den almene boligadministrator KAB.

Hver bolig har plads til to beboere i eget værelse og med fælles køkken/stue, bad og terrasse, fremgår det.

Sammen skal beboerne selv stå for den praktiske drift – til gengæld kan huslejen holdes på 2500 kr. om måneden pr. beboer.

"Det bliver ikke boliger for meget traumatiserede flygtninge, men almindelige, velfungerende mennesker, som jo også er størstedelen af de flygtninge, der kommer til landet," forklarer Kim Geertsen, kundechef i KAB i meddelelsen.

Boligkonceptet, Venligboligplus er udviklet af ONV Arkitekter og 2+1 Idébureau, og FFB bliver de første, der kommer til at opføre boliger efter konceptet.

De 50 nye boliger kommer til at huse 50 flygtninge og 50 unge. Meningen er at finde de unge studerende i FFB’s eksisterende boligafdelinger. De boliger, de unge fraflytter, skal bruges til at huse andre flygtninge, så bliver der på denne måde skabt omkring 100 boliger til flygtninge på Frederiksberg.

Hvis der på et tidspunkt ikke længere er brug for boliger til flygtninge, kan de bruges til unge, der har behov for særlig støtte for at komme i gang med deres uddannelse.

Boligerne kommer samlet til at koste 55 mio. kr., hvoraf kommunens andel udgør ca. 5,5 mio. kr. De forventes at stå færdige i slutningen af 2018 eller begyndelsen af 2019, fremgår det.

"Prisudviklingen i byggebranchen er en voksende udfordring"

"Både rige og fattige har godt af at bo tæt på hinanden"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også