Aarhus trækker på skuldrene af førsteplads på parallelliste

Borgmester Jacob Bundsgaard siger, at kommunen følger udviklingen i boligområder mere minutiøst end selve listen.
"Det, der er vigtigt for os, er ikke de her lister. Det er, at der er fremgang i områderne," siger Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S). | Foto: Joachim Ladefoged
"Det, der er vigtigt for os, er ikke de her lister. Det er, at der er fremgang i områderne," siger Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S). | Foto: Joachim Ladefoged
AF RITZAU

Aarhus Kommune har med tre boligområder på listen over parallelsamfund i Danmark indtaget en førsteplads, som den kommune, der er repræsenteret mest.

Listen – der tidligere er blevet kaldt ghettolisten – blev offentliggjort fredag.

Her gik Aarhus Kommune fra at have to områder på listen til tre med det nyligt tilføjede område Skovgårdsparken.

Men selv om antallet er øget, tager Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) ikke rigtig noget med fra listen. 

”Vi følger faktisk udviklingen i de her områder meget mere minutiøst, end man gør på de parametre, der er på de her lister. Der er det vigtigt, der er en god udvikling på alle parametre,” siger han.

Ikke naiv

Han understreger dog, at man ikke skal være naiv. Det er områder med massive problemer. Men det er noget, kommunen er bevidst om ud fra egen opmærksomhed på områderne og ikke listen over parallelsamfund.

Skovgårdsparken, Bispehaven og Gellerupparken er de tre områder på listen.

Områder, som Bundsgaard påpeger har problemer med for høj kriminalitet og for lav arbejdsmarkedstilknytning.

”Men det, der er vigtigt for os, er ikke de her lister. Det er, at der er fremgang i områderne,” siger han.

Ifølge Bundsgaard går det den rigtige vej på langt de fleste parametre målt af kommunen selv i områderne - særligt med arbejdsmarkedstilknytningen. Men det er også vigtigt, at kommunen stadig arbejder med udviklingen i området.

Kritik af liste

Parallelsamfundslisten har tidligere fået kritik både under nuværende navn og det tidligere ghettolisten.

Listen møder også kritik fra Merete Amdisen, der er borgmester i Ishøj Kommune. Vejleåparken i kommunen er et af listens nye navne.

”Helt overordnet synes jeg, at de her lister er absurde og kontraproduktive, og jeg tror ikke på, at de er med til at styrke arbejdet for boligområder,” siger hun.

”Hvis man kigger på de fem kriterier, er der en positiv udvikling på tre af dem (i Vejleåparken, red), og så har der været en marginal stigning i antallet af dømte.”

”Her har man flyttet grænsen fra sidste år til i år, så vi i år lige præcis kommer over grænsen,” lyder det.

Merete Amdisen forklarer, at man i Ishøj Kommune har holdt sig ude af listen, fordi man de seneste 20 år har arbejdet målrettet på at styrke beboersammensætningen.

”Men det gode arbejde, vi har lavet, bliver på en måde ikke anerkendt, fordi man sidder på Slotsholmen og beslutter, hvilke kriterier der gør et boligområde godt at bo i,” siger hun.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også