Halvdelen af den københavnske ghetto Mjølnerparken er tæt på salg

Boligselskabet Bo-Vita er tæt på et salg af 260 boliger i Mjølnerparken for at komme af ghettoliste. Formand afviser, at man vil sælge efter udskældt 'Blackstone-model', som der tidligere var planer om.
Bo-Vita formand Jan Hyttel (tv.) sammen med forretningsfører Steffen Boel Jørgensen. | Foto: Finn Frandsen
Bo-Vita formand Jan Hyttel (tv.) sammen med forretningsfører Steffen Boel Jørgensen. | Foto: Finn Frandsen
AF RITZAU OG SACHA SENNOV

Mjølnerparken i København, der er på ghettolisten, forventer at sælge omkring 260 af dets boliger inden udgangen af marts, skriver det almene boligselskab Bo-Vita i en pressemeddelelse.

At Mjølnerparken skulle sælge store dele af sine boliger har været kendt siden sommeren 2019.

"Nu skal Mjølnerparken af ghettolisten én gang for alle. I 14 år har vi lavet boligsociale helhedsplaner for Mjølnerparken, og vi må konstatere, at vi ikke kommet i mål. Vi skal tænke nyt," skriver formand for Bo-Vita Jan Hyttel i meddelelsen.

Bo-Vita, der har omkring 500 boliger i området, skriver, at salget sker i forbindelse med en forestående større renovering. Feltet er indsnævret til tre potentielle købere og forventes altså afsluttet i marts.

"Vi vil under ingen omstændigheder sælge Mjølnerparken til en af disse "Buy it, fix it, sell it"-investorer," som politikerne på det seneste har tordnet mod."

"Vi er udelukkende interesseret i en investor, der har en langsigtet interesse i området," skriver Jan Hyttel.

I august 2019 kom det frem, at Bo-Vita selv lagde op til, at en køber af Mjølnerparken skulle kunne bruge den meget omstridte paragraf 5-2, så en privat investor kunne skrue lejeindtægterne op. For tiden er boligminister Kaare Dybvad (S) i gang med at se, hvad der kan gøres med paragraffen, der også bliver kaldt Blackstone-indgrebet, fordi især den amerikanske kapitalfond er kendt at bruge den.

Det viste en aktindsigt, som EjendomsWatch havde fået.

Det fik den tidligere teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Karina Vestergård Madsen (EL), til at bede embedsværket undersøge, om det var lovligt for en almen boligforening at sælge boliger på den måde, men også om der kunne sættes begrænsninger op, som gjorde, at Mjølnerparken ikke kunne sælges efter 'Blackstone-modellen'.

Det har betydet, at mens de andre byområder på ghettolisten har kunnet aflevere en klar plan for, hvad der skulle ske i forhold til, om boligerne skulle omdannes eller rives ned til boligministeriet, så har det ikke været muligt med Mjølnerparken.

Det skal pengene bruges på

Fortjenesten fra salget, hvis formål er at få Mjølnerparken af ghettolisten, skal delvist bruges til genhusning af de beboere, der bliver nødt til at flytte, samt opførslen af nye almene boliger andre steder i byen.

"På den måde kan vi garantere, at Bo-Vita råder over det samme antal almene familieboliger efter salget, som de gør i dag," skriver Jan Hyttel.

Efter planen vil de første genhusninger ske i 2022.

Til DR fortæller beboerformand i Mjølnerparken Mohammad Aslam, at man hellere havde set, at boligerne blev omdannet til studieboliger i takt med naturlig fraflytning.

"Rigtig mange af de mennesker, der nu bliver tvunget væk, har boet her i mange år. Deres børn er født og opvokset her, deres netværk er her. Mange af dem er rigtig bange og nervøse for, hvor de ender henne nu. Hvad huslejen bliver. Om de kommer til at trives i et nyt område," siger han til DR.

Jan Hyttel siger til DR, at man er ked af, at skulle genhuse beboere ud af området, men at det er en "bunden opgave" at komme af ghettolisten.

Bo-Vita anklages for at skjule viden om salg af Mjølnerparken i København

Salg af almene boliger via "Blackstone-model" lander på ministers bord

Borgmester kritiserer Bo-Vita for at svække den almene boligsektors omdømme

Almen boligforening lokker køber af 260 boliger med "Blackstone-model"

Løn- og bonusforhold i Bo-Vita granskes af kommunalt tilsyn

Nybyggeri kan forgylde formand for Bo-Vita

Direktør: Udskældte byggesagshonorarer i Bo-Vita holder sig inden for loven

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også