Boligselskab bygger rækkehuse og lejligheder i Viborg

For 20,19 mio. kr. har Boligselskabet Sct. Jørgen pr. 1. januar købt en knap 14.000 kvm stor byggegrund på Erik Glippings Vej i Viborg af Bach Gruppen. På det seneste byrådsmøde godkendte politikerne købet, hvor prisen er fastsat til 2500 kroner pr. kvm af det færdige byggeri, skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Projektet omfatter to etaper, hvor boligselskabet dels vil opføre 45 rækkehuse med et samlet boligareal på godt 5000 kvm og dels 35 etageboliger med et areal på godt 3000 kvm. Boligselskabet har i vilkårene for salget betinget sig, at Bach Gruppen afholder udgifterne, hvis det viser sig, at den tidligere industrigrund skal renses for forurening af jorden.
Boligselskabet Sct. Jørgen forventer, at man i løbet af første kvartal i 2018 kan indsende den endelige ansøgning om støttetilsagn fra kommunen, som skal betale 10 pct. i såkaldt grundkapital af opførelsessummen til byggeriet, hvis projektet ligger klar til godkendelse i 2018. Fra 2019 stiger kommunens udgifter til grundkapital til mindst 14 pct. — og sandsynligvis 20 pct., som der er stillet lovforslag om i Folketinget.
Efter planen skal rækkehusene være klar til indvielse i midten af 2021, mens etageboligerne ventes klar i slutningen af 2021, hvis de nuværende planer for projektet holder. De 80 boliger er stykket sammen af tilladelser til 30 almene familieboliger i en kvote fra 2016, 20 familieboliger i en kvote fra 2017 og de resterende 30 i en kvote til almene familieboliger, som boligselskabet har fået tildelt i 2018.
Investor køber grund til 150 boliger midt i Viborg