EjendomsWatch

Tomgangen inden for lager og logistik når laveste niveau nogensinde

Ledige lokaler til lager og logistik er faldet til et historisk lavt niveau og ligger nu for første gang under 1 mio. kvm, viser nye tal fra Ejendomstorvet.dk. Tomgangen kan falde yderligere, vurderer erhvervsmæglere fra Nordicals og CBRE.

”For første gang nogensinde er udbuddet under én million kvadratmeter," udtaler Jakob Wegener, adm. direktør i Ejendomstorvet.dk. | Foto: PR / Ejendomstorvet.dk

Udbuddet af ledige lokaler til lager, logistik, produktion og værksted i Danmark er faldet med knap 28 procent i løbet af det seneste år.

Det viser tal fra Ejendomstorvet.dk, der er Danmarks største portal for erhvervslokaler. Heraf fremgår det, at det samlede udbud inden for segmentet er bare 997.300 kvm.

”For første gang nogensinde er udbuddet under én million kvadratmeter. I forhold til landets samlede lager- og logistikarealer på 75,2 mio. kvadratmeter svarer det aktuelle udbud til 1,3 procent – det laveste vi har registreret i de næsten 20 år, vi har data for erhvervslokaler,” udtaler Jakob Wegener, adm. direktør for Ejendomstorvet.dk, i en pressemeddelelse.

Da tingene så værst ud for erhvervslivet, nåede udbuddet af ledige lokaler helt op på 6 procent – det var i 2011, to-tre år efter at finanskrisen ramte landet,” fortsætter han.

Selvom tomgangen altså allerede er faldet markant, så er der ikke udsigt til, at tendensen vender og udbuddet igen stiger. Det vurderer to af landets største erhvervsmæglere, Nordicals og CBRE.

”Økonomien bremser formentlig lidt op, men vi har stadig et højt forbrug i samfundet og en høj beskæftigelse, så vi er slet, slet ikke der, hvor erhvervslivets behov for kvadratmeter falder i hvert fald de næste 6-12 måneder. Desuden omlægger flere kommuner gradvis ældre erhvervsarealer til boligområder, og derved forsvinder mange erhvervsejendomme de kommende år, især på den københavnske vestegn langs den kommende letbane,” udtaler Stig Plon Kjeldsen, analysechef hos Nordicals.

Han fortæller, at man i øjeblikket kan udleje selv gamle og utidssvarende lagerejendomme ud, og han bakkes op af analysechef fra CBRE Dragana Marina, der mener, at virksomheder ”tager alt det, de kan få fat i.”

”I øjeblikket oplever vi det usædvanlige fænomen, at virksomheder er villige til at betale mere i leje for ældre lokaler, som de kan flytte ind i nu, end hvad de skal betale for topmoderne lokaler, som de må vente 6-12 måneder på, før lokalerne står færdige,” udtaler Dragana Marina i pressemeddelelsen.

”Efterhånden er en del nybyggeri i gang, men vi hører også om udfordringer med stigende byggepriser og om forsinkelser, fordi der mangler arbejdskraft og nogle gange også materialer, og fordi der har været flere konkurser i byggebranchen,” fortsætter hun.

Hovedparten – mere konkret 63 procent – af Danmarks samlede lokaler til lager, logistik og produktion ligger i Jylland. Det fordelt med næsten en femtedel i Sydjylland inklusive det meste af Trekantområdet, en sjettedel i Østjylland, og 13 procent i både Vestjylland og Nordjylland.

Erhvervsbyggeriet når rekordlavt niveau

Tomgangen inden for lager og logistik er lavere end nogensinde

Tomgangen stiger på ny blandt landets butikker

Færre ledige lejeboliger: Ejendomdanmark kalder på mere nybyggeri

Mere fra EjendomsWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EjendomsWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier