Klumme: Fremtidens lagerbygning skal være agil og klar til en moderne eftertid

Et paradigmeskifte er i gang, når det gælder forståelsen af, hvad lager- og logistikbygninger skal kunne, lyder det fra logistikudvikleren Verdion i denne klumme.
"Det er på tide at lægge den kortsigtede udviklingstankegang i skuffen. Det er godt for både bundlinjen og for klimaet," siger Daniel Carstens, kommerciel chef hos Verdion i Danmark. | Foto: PR / Verdion
"Det er på tide at lægge den kortsigtede udviklingstankegang i skuffen. Det er godt for både bundlinjen og for klimaet," siger Daniel Carstens, kommerciel chef hos Verdion i Danmark. | Foto: PR / Verdion
Af Daniel Carstens, commercial manager, Verdion Danmark

Øgede krav til bæredygtighed og certificeringer, nye teknologier, forskydninger i globale forsyningskæder og en generel vækst i e-handlen.

Lager- og logistikbranchen har sjældent været i større forandring og udvikling end netop nu, og med et brugermarked der kalder på mere og mere fleksibilitet, er det på tide at tale om et paradigmeskifte i forhold til den klassiske forståelse af designet af en lager- og logistikbygning. 

Hvor man historisk set har udviklet logistikfaciliteter til stort set kun at imødekomme umiddelbare krav som samtiden, de blev udviklet i, stillede, er det nu helt afgørende, at fremtidens lager- og logistikbygninger udvikles i et fremtidssikret perspektiv med en stor grad af fleksibilitet. 

Lager- og logistikbyggerier, der kun er egnede til meget specifikke lejere, kan nemlig føre til høj tomgang og i værste fald nedrivning, hvis de ikke længere er kommercielt attraktive, fordi behovet fra markedet ændrer sig. Det giver ikke blot panderynker økonomisk, men i særdeleshed også på klimafronten. 

Ideelt set bør en logistikfacilitet være designet og udstyret fra starten af til at imødekomme skiftende krav over tid, så den kan bruges igen og igen af nye lejere med forskellige behov. 

En agil og generisk bygningsstruktur giver samtidig mulighed for en mere omkostningseffektiv skalerbarhed eller tilpasning. Det betyder, at virksomheder nemmere kan øge eller reducere deres lager- og logistikkapacitet i takt med ændringer i forretningsbehovene, uden at skulle gennemgå omfattende ombygningsprocesser. Fleksibilitet giver kontrol. 

Byg fleksibelt og langsigtet fra starten

Bæredygtighed bliver stadig vigtigere i logistikejendomme, hvor mål og certificeringer er centrale elementer for fx nyudvikling og forhandlingsprocessen med lejere. 

For udviklere og udlejere bør det dog ikke være slutmålet at opfylde disse forpligtelser med den første lejekontrakt. Lager- og logistikbygninger er designet til at holde i mindst 40 år, hvilket ofte kan være mere end ét lejemål selv med den mest stabile og tilfredse lejer. Derfor er min opfordring, at udviklere designer logistikfaciliteter med en høj grad af fleksibilitet fra start. Det gør det nemlig muligt over tid at imødekomme forskellige typer af lejere, reagere på teknologiske fremskridt og indarbejde dem i bygningen, og ikke mindst tage højde for skiftende behov hos arbejdsstyrken. Alt dette kan bidrage til både at gøre en lager- og logistikbygning mere attraktiv og mindre omkostningstung, når ændringer i bygningen skal implementeres i løbet af dens levetid. 

En ny logistikfacilitet med et gulv, der har en lav bæreevne, vil f.eks. ikke være attraktivt for fremtidige lejere, der ønsker at introducere store, tunge robotter. Holdbarheden af bygningen er afgørende. Lufttæthed og energieffektivitet er afgørende. Tagene skal være klar til installation af solcellepaneler, og andre bæredygtighedsfunktioner bør indarbejdes løbende, efterhånden som flere teknologier vinder frem. 

Bygninger skal være solide nok til at modstå tidens tand og fleksible nok til at tilpasse sig ændringer i behov fra markedet. Det betyder ikke, at vi skal gå med livrem og seler i designfasen og scenarieplanlægge ned til mindste detalje. Min pointe er, at det er på tide at lægge den kortsigtede udviklingstankegang i skuffen. Det er godt for både bundlinjen og for klimaet. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også