Hvad får en lille almen boligafdeling med små søde rækkehuse til på de årlige afdelingsmøder bare at stemme ja til de forelagte budgetter, så huslejen efter fyrre år er to tusinde kroner højere om måneden end andre tilsvarende lejeboliger – og formentlig ligger endnu 1000 kroner højere om et år? 

Er det herlighedsværdien? De søde huse med de små haver og store grønne græsplæner og menneskene, som bliver boende i årevis og betaler deres husleje uden at kny, gør at kommunen aldrig kikker ind i husene og derfor ikke ser de gamle køkkener og badeværelser eller skimmelsvampen, som løbende vaskes af med rodalon og overmales bagefter. 

Derfor behøver kommunen heller ikke bruge ressourcer på at kontrollere boligselskabet, som de ellers gør med andre almene boligselskaber, og derfor går budgettet let gennem kommunen hvert år. 

Afdeling stemte ja

Sidste år stemte den lille boligafdeling ja til et budget, som ville føre til endnu en huslejeforhøjelse på 600 kroner. Femten år tidligere havde den store boligforening udskiftet alle tagene, og denne renovering blev så dyr, at der ikke blev råd til undertage. Det ødelagde efterhånden tagvinduerne og gav boligforeningen de nødvendige grunde til at fjerne disse ødelagte tagvinduer for at komme til at checke og eventuelt udbedre for skimmelsvamp. 

Vinduerne var ødelagt alligevel, da beboerne blev inviteret til afstemning om nye tagvinduer på det årlige afdelingsmøde, så de ville alle gerne have nye vinduer. Mange havde tigget og bedt om det de sidste ti år. 

Nogle af lejerne syntes dog, det kunne vente, fordi priserne var blevet meget høje, og den samlede entreprise for stilladser, renovering af tage og selvfølgelig de nye tagvinduer blev uforholdsmæssig dyr. Disse beboere blev imidlertid presset til at stemme ja af dem, der havde vandet løbende ned ad væggene på tiende år, afdelingsbestyrelsen og den repræsentant for udlejer, som altid leder afdelingsmøderne. 

Spændt for en vogn

Omsider var huslejen dog alligevel ved at blive for høj, og nogle af beboerne var trætte af at blive spændt for den almene boligforenings vogn med sloganet: ”Der er kun lejerne til at betale”. Desuden havde boligforeningen også spændt buen lidt vel stramt, vant som de måske var blevet til, at godkendelse af udlejers budgetter bare var ”business as usual” hos kommunen. 

Denne entreprise var imidlertid så stor og dyr, at budgettet nok burde have været forbi kommunalbestyrelsen, inden det blev forelagt beboerne til accept af endnu højere husleje. 

Entreprisen var på 16 millioner kroner og en huslejestigning på over 15 pct. eller over tusinde kroner om måneden. Udlejer var på grund af sin mistanke om skimmelsvamp forpligtet til at betale det hele, men havde på forhånd budgetteret med at betale det halve, så prisen på hvert helt nyt tagvindue blev lidt mere spiselig. Men 60.000 kroner for ét nyt tagvindue er også en sjat, så mange af beboerne havde på forhånd tænkt, de ville stemme nej, men det blev altså ikke til noget alligevel. 

Hurtig accept fra kommunen

Så store huslejestigninger om nyanskaffelser skal ifølge lov om almene boliger præsenteres og vurderes af kommunalbestyrelsen som en økonomisk sikkerhed for de borgere, der bor i boligerne og også for alle dem, der ikke gør, men bor i kommunen og skal betale, hvis dem, der bor i boligerne, ikke gør det. Selv om beboerne udelukkende havde stemt om de helt nye tagvinduer, som de havde så hårdt brug for, plæderede udlejer for, at det var et renoveringsarbejde. Det må man nemlig godt sende til afstemning hos afdelingen uden at spørge kommunen først. 

I den store almene boligforening var der dog nok blevet lidt tvivl om netop dette, og et par dage efter, at beboerne havde accepteret budgettet og den forhøjede husleje, ansøgte udlejer kommunen om accept af det, som lejerne havde stemt om og fik også kommunens accept usædvanlig hurtigt. 

Hvis det havde drejet sig om privat udlejning eller bare almen udlejning hos en boligforening organiseret lidt anderledes, havde beboerne allerede ved første urimelige huslejestigning kunnet klage over huslejens størrelse – og måske fået medhold? 

Afskåret fra at klage

Netop denne store boligforening har imidlertid som den eneste, både private og almene udlejer, en særlig ”beboerdemokratisk” afdelingsbestyrelsesform, som de er meget stolte af og har udviklet gennem over hundrede år omtrent til perfektion. 

Centralt i denne styreform er, at medlemmer af bestyrelsen ikke kan klage eller være medlemmer af for eksempel Lejernes Landsorganisation eller på andre måder offentligt give udtryk for deres utilfredshed eller frustrationer. Efter at beboerne i foreningen har valgt de medlemmer af bestyrelsen, som de gerne vil have til at repræsentere dem og deres interesser, bliver disse nemlig ansat af boligforeningen og indgår i udlejers virksomhed som ansatte medarbejdere, lønnet efter antallet af lejere i den pågældende afdeling. 

De er på deltid og som oftest uuddannede på de områder, hvor de skal forhandle og på anden måde interagere med udlejers andre ansatte, fuldtidsbeskæftigede og veluddannede i netop det, de skal forhandle og arbejde med. Afdelingsbestyrelsen med reelt økonomisk ansvar for det vigtigste, både for lejere og udlejer, nemlig huslejerne, står som følge deraf i en meget svag forhandlingssituation og har gjort det i hele den lille rækkehusafdelings levetid. Det er det, der har ført til, at lejerne på anbefaling af den afdelingsbestyrelse, som de selv har valgt, inden den blev ansat af boligforeningen, stemmer ja til budgetter og stigende huslejer år for år, så huslejen måske til næste år ligger 3000 kroner over rimeligt niveau. 

Gamle medlemmer vælger nye

Afdelingsbestyrelsen opfatter selvfølgelig sig selv som nogle, der har påtaget sig en opgave for fællesskabet og fortrænger den formelle ansættelse hos boligselskabet. Lønnen er også så lille, at den let kan opfattes som ikke eksisterende, og beboerne er kun bekendt med dette ansættelsesforhold, hvis de selv har været i bestyrelsen, og så har de oftest fortrængt det som de fleste andre. 

I den lille afdeling udvælges nye og ønskede medlemmer af de gamle inden afdelingsmøderne, hvor de så vælges officielt. Dem, der er i bestyrelsen eller har været det, sætter den sociale dagsorden og normerne herfor, og det spiller fortrinligt sammen med udlejers interesser og trimmer automatisk det reelle samspil mellem afdelingsbestyrelse og udlejer. Det polariserer også forholdet i afdelingen mellem dem, der bare helst vil bo til leje i fred og ro og dem, for hvem afdelingsbestyrelsen er blevet nøglen til en social identitet i afdelingen. 

Den særlige afdelingsbestyrelsesform har formentlig også betydning for store afdelinger i samme boligforening, hvis de stadig foretrækker det økonomiske ansvar for huslejen – eller ikke har indset, at de faktisk har det? 

Har skabt nabostrid

Måske vil den lille afdeling også vælge af skifte til en bestyrelsesform, der mere ligner de private og andre almene boligselskabers? På afdelingsmødet året efter de nye meget dyre tagvinduer gik afdelingsbestyrelsen nemlig af på grund af den urimelige kritik, de syntes, de blev udsat for for de sidste fyrre år med afdelingsbestyrelser med ansvar for huslejepriserne. 

De troede jo bare på det, de gjorde, og som havde været praksis i afdelingen altid. 

Det er da heller ikke deres skyld, at det store boligselskab måske også ubevidst har skabt ubodelig nabostrid i en lille afdeling ved en total sammenblanding af kunder, lejere og ansatte, som man skulle mene lå milevidt fra en gammel virksomhed funderet på fagbevægelsen. 

Det er en forfærdelig trist historie for alle, bortset fra udlejer, for der er jo kun lejerne til at betale. 

Men er det virkelig rimeligt over for nuværende eller fremtidige lejere eller kommunens borgere, at huslejen også er kommet til at ligge 2000-3000 kr. for højt? 

Nu er der vist efterhånden kun udlejer til at tage sit ansvar og betale!