Supersygehusene er en skandale, og entreprenørerne er ikke dygtige nok. Sådan lyder kritikken ofte af de seks supersygehuse, som alle er løbet ind i problemer. 

Det er nu mere end 10 år siden, startskuddet lød til byggerierne af de nye hospitaler fordelt rundt om i Danmark. Projekterne skulle sikre gode rammer for de højt specialiserede hospitalsydelser, og pengene kom fra en helt ny kvalitetspulje. Siden da er det regnet ned med budgetoverskridelser, forsinkelser og fejl i stort set alle projekter. Senest er det supersygehuset i Aalborg, som er ramt af massive fugtskader og problemer med facaderne. Men også sygehusene i Odense og Nordsjælland døjer med mange problemer.

Entreprenører er syndebukke

Men det er for let bare at beskylde entreprenørerne for al dårligdommen. Også bygherrerne må lære af erfaringerne og gøre det bedre næste gang. Det handler om realistiske budgetter og tidsplaner og om at organisere sig på en sådan måde, at styringen af projekterne foregår i et tæt og forpligtigende samarbejde mellem bygherre og hovedentreprenør.

Begge parter er derfor nødt til at gå udbudsbetingelserne grundigt igennem før projektstart. Er det hele skruet realistisk sammen, eller er tingene lagt så stramt an, er det næsten er umuligt at udgå forsinkelser og fordyrelser? 

Flere og flere entreprenører rejser nu berettiget kritik af udbudsbetingelserne og fravælger derefter at give tilbud. Det er stik imod bygherrens interesser som naturligvis ønsker så mange bud som muligt til gavn både for kvalitet og pris. 

Region H viser vejen

Region Hovedstaden har taget et godt initiativ, hvor formanden for regionsrådet, Lars Gaardhøj (S), har lanceret et udvalg bemandet af eksterne eksperter som skal rådgive regionen i de kommende byggesager.

Det er klogt at trække folk ind udefra, og Region Hovedstadens initiativ fortjener at blive kopieret i de andre regioner. Men regionerne er også nødt til at styrke deres interne kompetencer, så de kommende udbud er en realistisk afspejling af de konkrete projekter. 

Regionerne er politisk styrede organisationer, og det kan let blive en politisk balladesag, såfremt der er forsinkelser eller fordyrelser på et projekt. Regionernes forvaltninger skylder derfor deres folkevalgte at udarbejde realistiske og gennemarbejdede rammer for deres projekter som kan danne et fornuftigt grundlag for de politiske beslutninger.

Det kan være rart her og nu for forvaltningen, at sætte et udbud i søen som prismæssigt ser attraktivt ud. Men det er en dårlig forretning for regionen, hvis budgettet skal opjusteres flere gange i løbet af projektperioden.

Kun gennem et tættere samarbejde og grundige sparringsforløb, hvor bygherrer og entreprenører udveksler erfaringer, kan vi ramme mere kvalificerede udbud og bedre projekter. 

Køen til håndvasken, hvor det fyger af beskyldninger mellem bygherrer og hovedentreprenører, bør afløses af et realistisk samarbejde og gedigent mod til at fortælle politikerne i regionerne, hvad et kvalificeret projekt koster både i tid og penge.

En god bog at lægge på natbordet i den kommende tid for både bygherrer og entreprenører er professor Bent Flyvbjergs nye bog, How Big Things Get Done. Her er der erfaringer fra et langt forskningsliv med fokus på de store projekter. Mange problemer kan forhindres, hvis planlægningen er i orden og foregår i tillid til hinanden.