Egentlig ville jeg helst være fri for at skrive den her klumme.

Jeg er iværksætter og udvikler. Jeg vil hellere bygge end at blande mig i debatten. Men jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke bare er frustreret – jeg er ved at blive modløs. Og jeg er ærgerlig over, at bureaukratiet blokerer for nytænkning af byrummet, der endda løser flere af fællesskabets udfordringer.

Sammen med Bjarke Ingels besluttede vi for nogle år tilbage at føre en skør idé ud i livet: Hvorfor ikke bygge flydende bofællesskaber af containere på vandet?

Vores vision er at demokratisere havnefronten, så vandudsigt ikke kun bliver for de rige. Vi har sat os det mål, at de her boliger ikke bare skal være CO2-neutrale, men på sigt også bidrage til en CO2-reduktion. Det sidste benspænd er, at arkitekturen skal fremme et fællesskab mellem beboerne.

I dag står der seks prototyper på Refshaleøen, som beviser, at det kan lade sig gøre. De kaldes hver især en Rigger. Det er ni containere med 12 boliger, der er formet i et heksagon oven på et betonfundament, der flyder på vandet. Der er solceller til at generere energi. Varmen kommer fra varmetråde i fundamentet, som Danfoss har designet til os.

Vi har på Refshaleøen udnyttet et areal, der i 30 år stod ubrugt hen. Vi har skabt boliger på vandet, som kan flyttes, hvis man en dag vil bruge området til noget andet.

Eksport for milliarder

I København er der 42 km kaj. Og vi har identificeret flere aflagte områder, som vi hurtigt ville kunne sætte Riggers ved. Men det vender jeg tilbage til.

Urban Rigger er ikke bare en oplagt mulighed for at løse nogle af Københavns problemer med boligmangel og CO2-udledning. Det er også et potentielt eksporteventyr. De fleste af verdens hovedstæder og store byer er nemlig karakteriseret af de samme særpræg og udfordringer.

Byerne ligger ved vandet. Der er flere mennesker, end der er boliger. Og klimabelastningen skal ned.

Vi har været i kontakt med storbyer i Holland, USA og Storbritannien. De er interesserede i vores løsning. »Det er spændende,« siger de. »Men hvis det er så godt – hvorfor er der ikke bygget flere af dem i København?«

De savner at se flere eksempler på, at boligerne faktisk kan fungere.

Vi har altså muligheden for som nation at eksportere for et tocifret milliardbeløb. Det vil give penge i statskassen og bidrage til en sænkelse af CO2-udslippet globalt.

Problemet er bare, at Københavns Kommune og By & Havn har været exceptionelt tunge at danse med. Det er ikke de enkelte embedsmænd i Teknik- og Miljøforvaltningens eller By & Havns skyld.

Det har noget at gøre med det mindset og den måde, man møder iværksættere på fra det offentliges side. Det bør ændres, hvis København og Danmark vil være en klimanation.

Når vi henvender os til kommunen, oplever vi, at vi er en irritationsfaktor. Vi er jo de første, der bygger på vandet. Det skaber undren: Gælder lejeloven, når man bor på vandet? Hvad er reglerne for byggetilladelser på vandet? Og hvor længe skal vi have lov til at have de her Riggers liggende?

Store kvadratmeter

Sidst vi havde en ansøgning liggende hos Københavns Kommune, tog det alt for lang tid at få boligerne godkendt. Konsekvensen var, at vi kun lige netop undgik at måtte forsinke indflytning af de nye lejere.

Desuden møder vi en del skepsis, fordi boligerne på papiret er små. Men her støder vi ind i endnu et bureaukratisk levn fra fortiden.

Enhver, der har boet i København, ved, at en 91 kvadratmeters lejlighed på papiret langtfra er så stor i virkeligheden. Det er uærlige kvadratmeter. Her tæller man bagtrappen, loftsrummet og væggene med. Når vi bygger en lejlighed, så må vi ikke tælle tagterrassen og fællesrummene med.

Gør vi det, er lejlighederne hver især 38 kvadratmeter. Tanken har fra vores side været at bygge boliger, hvor arkitekturen fremmer fællesskabet – ikke hvor antallet af officielle kvadratmeter pustes unødigt op.

Den helt tunge spiller er dog By & Havn. De er ansvarlige for at leje kajpladser ud, og de står for vandafregning. Problemet er, at de ikke er gearet til at tage imod projekter som vores. De er vant til at samarbejde med pensionskasser, der har milliarder i pengekassen. By & Havn oplever iværksættere som os som for små.

Men hvordan skal vi innovere vores samfund, hvis systemet kvæler nye ideer? Hvordan kan vi udvikle nye typer fællesskaber og nye typer klimavenlige boliger, hvis vi kun kan bygge det, vi plejer?

Det hænger ikke sammen.

Vi lever i en tid, hvor politikerne sætter deres lid til, at sådan nogle som os hjælper til med at redde kloden. Er det mindste, vi kan forvente til gengæld, så ikke, at politikerne skaber et system, der giver gode muligheder for nytænkning og eksperimenter? Eller som minimum ikke spænder ben for os?

Studerende får råd til havudsigt

Konsekvensen er, at vi ikke kan bygge de 1.800 boliger, som vi har fundet plads til – blandt andet på den aflagte containerhavn i Nordhavn, som kommer til at stå tom. Vi kunne ellers gå i gang i morgen, hvis der var politisk og bureaukratisk vilje.

Men her lyder det, at man endnu ikke ved, hvad man vil med området. Paradokset er, at vi jo netop ønsker at bygge boliger, mens man finder ud af, hvad man vil. Så kan de senere flyttes, når man har en langsigtet plan. Det er vel en bedre løsning end at holde områderne tomme, indtil den store plan er klar?

Situation er særligt pikeret, når vi i de her uger ser tusinder af nye studerende flytte til København uden at kunne finde tag over hovedet. Lige nu har vi lange ventelister til vores boliger, så vi ved, at der er unge, der gerne vil flytte ind. Vi mangler bare et politisk og bureaukratisk go.

Men for os handler det ikke bare om at bygge til studerende. Vi vil gerne bygge til alle, som søger et flydende bofællesskab, det være sig yngre par, enlige, ældre eller hjemløse og udsatte, som har brug for et sted at bo. Men her rammer vi endnu en bureaukratisk mur. Nemlig reglerne om midlertidige byggetilladelser.

Som loven er i dag, må midlertidige boliger kun opføres, hvis de er henvendt studerende. Det betyder, at fordi vi har lavet et produkt på vandet, hvor konceptet er, at de kan flyttes, så må det ikke bruges til at huse andre end studerende. Det er ærgerligt. For flydende boliger og flydende arkitektur kunne blive et nybrud, der demokratiserer vandfronten.

I dag er det kun de rige, der har råd til havudsigt. Det kan vi ændre.

Under de rette omstændigheder vil vi kunne bygge boliger på 38 kvadratmeter midt ude på vandet til en husleje på 6.000 kroner pr. måned. Det lyder måske lige så usandsynligt som at bygge en skibakke på et kraftværk – men selv det er jo lykkedes.

Flydende arkitektur kan løse mange af fællesskabets udfordringer. Vi står med et bæredygtigt koncept, der kan revolutionere måden, vi tænker bolig og by på. Men vores koncept risikerer at gå til grunde. Bureaukratiet er indrettet med nogle meget snævre kasser. Det er ærgerligt for os. Det er ærgerligt for de unge og for klimaet. Og ærgerligt for det eksporteventyr, vores fællesskab risikerer at gå glip af.

(Denne klumme er oprindelig bragt i dagbladet Information.)

Klumme: Små lejligheder med store perspektiver

Klumme: Flere billige boliger – men hvor?

Klumme: Vi må ikke sætte en prop i København

Klumme: Regeringen bør spille med åbne kort – både om planlov og boligpolitik