Klumme: Bonus, bagslag og byggesagshonorarer i det almennyttige

Fokus på byggesagshonorarerne i Bo-Vita gør det på tide at gøre op med, at almene boligorganisationer kan berige sig selv. Den nuværende honorarmodel giver økonomisk tilskyndelse til, at bestyrelser oparbejder et efterslæb på vedligeholdelse og puljer opgaver sammen, mener formanden for SAB Bellahøj i denne klumme.
Foto: Jens Dresling / Politiken / Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling / Politiken / Ritzau Scanpix
AF JOHN STEEN JOHANSEN, FORMAND FOR SAB BELLAHØJ

Bestyrelsen i en boligorganisation er ansvarlig for vedligehold af ejendommene.

Administrationsselskaberne, der forbereder beslutningerne, kan med de gældende honorarregler have økonomisk tilskyndelse til at oparbejde et efterslæb, når det kommer til vedligeholdelse af boligafdelingerne.

Medlemmerne af boligorganisationsbestyrelsen tildeles et fast bestyrelseshonorar. Afdelinger i drift betaler et administrationsbidrag til boligorganisationen for administrationen. Bidraget skal dække boligorganisationens samlede udgifter til administration.

Det indebærer, at administrationsselskabet ikke kan kræve særskilt betaling for planlægning og tilsyn med arbejder, der udføres som led i almindelig planlagt og periodisk vedligeholdelse og fornyelse.

Problematisk adgang til ekstra honorarer

Men der er en berigende undtagelse, når arbejder puljes og gennemføres som led i en fysisk helhedsplan. En mulighed, som for eksempel SAB’s (Samvirkende Boligselskaber) organisationsbestyrelse benytter.

At være bestyrelsesmedlem i almene boligorganisationer er et tillidshverv uden krav til faglige eller tekniske kvalifikationer.

Adgangen til ekstra honorarer i forbindelse med større byggesager er problematisk, fordi det kan give organisationsbestyrelsen og boligorganisationens administrationsselskab en økonomisk tilskyndelse til at oparbejde et vedligeholdelsesefterslæb i afdelingerne og pulje arbejderne i fysiske helhedsplaner.

Det giver på samme måde medlemmerne i organisationsbestyrelsen og boligorganisationens administrationsselskab økonomisk tilskyndelse til at overdrive vedligeholdelses- og fornyelsesbehovet i forbindelse med udarbejdelse af fysiske helhedsplaner.

Administrationsselskabet kan som bygherre beregne sig millionstore honorarer til administration og rådgivning. Ekstra honorering beregnes som en procentvis andel af en helhedsplans samlede byggeomkostninger.

SAB-bestyrelse deler 1 mio. kr.

Modelplejecenter Sølund på Nørrebro er et godt eksempel på, hvor store honorarerne kan blive. Plejecenter Sølund er budgetteret til 1,3 mia. kr. Byggeriet vil udløse byggesagshonorarer til organisationsbestyrelsen i SAB på én million kroner.

I SAB puljer og fordeler de 11 bestyrelsesmedlemmer deres byggesagshonorarer fra de mange byggerier og renoveringer.

Den beskrevne incitamentsstruktur med betragtelige fordele til boligorganisationerne og forstyrrende privatøkonomiske interesser i byggesagshonorarer er usund. Den fremmer ikke effektiviteten i drift, byggeri og renovering i den almene sektor.

Hvordan får vi mest mulig værdi for de investerede midler i den almene sektor?

  • Lad os tage et opgør med bjergsomhedens byrde i boligselskaberne og deres udvidede egenkontrol samt en grundig oprydning i sektoren.
  • Forenklet struktur og styrket beboerdemokrati
  • Gør Landsbyggefonden til en uafhængig national tænketank, der kan analysere og udvikle den almennyttige sektor med henblik på at optimere byggeri, boligvilkår, drift, renovering og administration. Uafhængigt af de magtfulde boligselskaber og deres særinteresser.
    En uafhængig tænketank, der trækker på uvildig ekspertise og big data, kan komme den velbeslåede almene boligsektor og de mange beboere i det almennyttige til hjælp med analyser og forslag til en velfungerende og omkostningsbevidst økonomi, sikre ordentlighed, skabe gennemsigtighed og effektiv drift i kombination med miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed.
  • Indfør direkte valg til boligorganisationerne og Landsbyggefonden i lighed med de store medlemsejede pensionskasser. Det fungerer glimrende. Det vil være en god og enkel måde at styrke beboerdemokratiet på. Beboerne i den almene sektor vil få direkte indflydelse på hvem, der forvalter de mange penge, de indbetaler til boligselskaberne og Landsbyggefonden.

Forårets Radiussag hvor en direktør fra KAB med mere end 3.000 digitale beboerstemmer kunne stemme sig selv ind i bestyrelsen for Radius understregede behovet for demokratisk og gennemsigtig procedure i sektoren.

Foreslår direkte valg og etiske guidelines

Målsætningen må være at inddrage beboerne ved direkte valg til eksterne tillidsposter. Det bør prioriteres. Direkte valg af kandidater til eksterne tillidsposter vil styrke de involverede organisationers tvivlsomme omdømme. Direkte valg er enkelt og praktiseres uden problemer i flere store medlemsejede pensionskasser.

Når der er problemer med selvreguleringen i boligsektoren, peger det på behovet for etiske guidelines og et kodeks, som kan bringe praksis i overensstemmelse med god selskabsledelse, sektorens bærende værdier og beboerdemokratiet.

Transparens og bedre tilsyn med boligsektoren bør være i alle politikeres og beboeres interesse og en oplagt mulighed for at styrke social, økonomisk og bygningsmæssig bæredygtighed.

Direktør: Udskældte byggesagshonorarer i Bo-Vita holder sig inden for loven

Nybyggeri kan forgylde formand for Bo-Vita

Efter bitter strid overlever Bo-Vita-formand mistillidsvotum og anklager om magtfuldkommenhed

Flertal i bestyrelse vil kulegrave formandshonorar i Bo-Vita 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også